Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. august 2002.
Dell bekræfter, at firmaet vil gå i offensiven inden for både printere og lommecomputere.
Dell er med fuld kraft på vej ind på de givtige markeder for printere og trådløse professionelle lommecomputere. Om firmaet selv vil producere printere eller købe dem hos underleverandører, er endnu uklart.
Dells topchef Michael Dell bekræftede ved fremlæggelsen af resultatet for andet kvartal forleden, at firmaet i fremtiden selv vil sælge både printere og lommecomputere.
Hidtil har Dell blandt andet forhandlet printere og digitale kameraer fra Hewlett-Packard, men HP stoppede samarbejdet med Dell i slutningen af sidste måned.
Dell samarbejder fortsat med blandt andre Lexmark og Xerox og forventes i første omgang at formalisere sine samarbejdsaftaler nærmere.
Rob Enderle, der er analytiker hos Giga Information Group, peger over for IDG News Service på, at Dells evne til at styre produktion og distribution passer fint til printermarkedet, hvilket kan betyde, at Dell beslutter sig for selv at gå ind i printerproduktion.
Lexmark-rygter
Der har desuden efter HP's køb af Compaq verseret rygter om, at Dell kunne tænkes at gå efter at overtage Lexmark eller indgå en aftale om, at Lexmark skal producere printere til Dell som fast underleverandør.
HP sidder tungt på det professionelle printermarked og Dell vil i første omgang specielt satse på at sælge store professionelle laserprintere, fordi de giver den højeste indtjening, siger forskningschef Steve Baker fra analysefirmaet NPD Techworld til IDG News Service.
Han tilføjer, at det vil tvinge HP til at revurdere sin strategi på dette marked.
Ny guldgrube
Lommecomputere til professionelt brug synes også at kunne blive et nyt Klondyke for Dell.
Markedet for lommecomputere med trådløs teknologi er langtfra mættet. Desuden er indtjeningsmargenen på lommecomputere langt højere end på printere, og Rob Enderle siger, at lommecomputere ligger bedre til Dells kompetencer end printere.
Dells plan er at sende lommecomputere på markedet til vinter. De første maskiner skal konkurrere på pris, mens anden generation af maskinerne skal være fokuseret på teknologisk fornyelse.
Billedteskt: Michael Dell har en plan: Hans firma, som har brilleret som pc-leverandør, skal ind på markedet for lommecomputere. Først skal konkurrenceparameteret være prisen, siden teknologisk fornyelse. Desuden ventes det, at Dell snart går i offensiven på printermarkedet.
Foto: Torben Klint