Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. juni 2002.
IBM og det franske tekniske IT-softwarehus Dassault Systemes opdaterer alle sine systemer til Product Lifecycle Management.
Genbrug af allerede eksisterende information om produktudvikling er i centrum i den nye familie af tekniske IT-systemer fra IBM/Dassault Systemes. Version 5 Release 9 (V5R9) er fællesbetegnelsen for den nye produktfamilie, som består af 3D mekanisk cad, teknisk administrativ software og software til planlægning og gennemførelse af produktion.
Produktfamilien er udviklet af Dassault Systemes og markedsføres af IBM. Dassault Systemes har udviklet en ny teknologi kaldet Product Morphing. Denne teknologi indgår i de nye systemer fra Dassault, som omfatter 3D-cad systemet Catia, systemerne til styring af produktdata Enovia og Smarteam samt produktions- og procesplanlægningssystemet Delmia.
- I den nye produktfamilie sætter vi fokus på genbrug via Product Morphing. Det betyder at nye produkter designes med baggrund i tidligere erfaringer. Der er tale om en effektiv arbejdsform, hvor der genbruges ikke bare designløsninger, men også viden opsamlet fra tidligere udviklede produkter, siger Peter Heisenberg, som er salgschef hos IBM Danmark i afdelingen Product Lifecycle Management Solutions:
- På denne måde sikrer udviklerne, at nye produkter ikke indeholder børnesygdomme eller uhensigtsmæssigheder for eksempel i forhold til fremstillingsprocessen, tilføjer han.
Hjørnestenen i den nye produktfamilie er 3D cad-systemet Catia V5R9. Med teknologien udvides Catias muligheder for automatisk genbrug af viden og designdata. Systemet kombinerer eksisterende design-definitioner og skabeloner med nye design-specifikationer og øger dermed hastigheden i produktudvikling betydeligt.
Den nye version af Catia rummer 11 nye brancherettede moduler. De 11 moduler udvider cad-systemets tilpasning til processer inden for design at forbrugerprodukter, industrielt maskineri og andet udstyr, design af fly samt skibsdesign. Desuden er Catia angiveligt forbedret på 87 vigtige punkter.
Catia har fået forbedret sin designmetodik, der kaldes "relationelt design", og har desuden nye værktøjer til samarbejde i fælles udviklingsprojekter, hvori der indgår forskellige cad-systemer.
Styring af produktdata
Dassault Systemes VPDM-system (Virtual Product Data Management) Enovia til styring af produktdata. Enovia har fået forbedret sin understøttelse af relationelt design, kontekstuelt design og styring så kollisioner mellem komponenterne i et design undgås.
Enovia V5R9 har nye værktøjer til styring og optimering af processer i udviklingsarbejdet og værktøjer til produktsimulering ved hjælp af kinematiske data og analysedata.
Systemets funktioner til udbredelse af informationer om produktudviklingsarbejdet til for eksempel underleverandører er blevet forbedret. Enovia har også fået nye værktøjer til styring af produktvarianter gennem værktøjer til konfiguration af produkter.
Endelig er Enovias faciliteter for samarbejde med andre cad-systemer end Catia blevet væsentligt forbedret, oplyser Dassault Systemes.
Planlægning af processer
Proces- og produktionssystemet Delmia er især forbedret med hensyn til værktøjer til procesplanlægning. Også på CAM-siden er systemet forbedret. Det gælder blandt andet generering og styring af processer omkring NC-data til bearbejdningsmaskiner. Systemet kan desuden genbruge eksisterende produktionsinformationer i planlægning og detaljering af nye processer.
Samlet set er den nye produktfamilie et udtryk for en tættere integration både mellem de tekniske IT-systemer, teknisk/administrative systemer og integrationsmuligheder fra de tekniske IT-systemer til virksomhedernes øvrige IT-systemer.
IBM starter markedsføringen af de nye PLM-produkter den 26. juli.
Billedtekst:
En af de avancerede faciliteter i Catia V5R9 er værktøjer til reparation af beskadiget eller fejlagtig geometri, der er importeret fra andre cad-systemer.