Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 31. maj 2002.
Århus Kommune har som de første i verden indført et system til overvågning af vandforsyningen ved hjælp af datatransmission via GPRS-telefoni.
Danske Seven Technologies er først med et system til styring, regulering og overvågning, der bygger på GPRS-telefoni.
Systemet er udviklet i samarbejde med automationsfirmaet MJK Automation.
GPRS-teknologien anvendes til at transmittere data fra måleudstyr i 70 målebrønde spredt ud over Århus Kommunes vand-distributionsnet.
Fordelen ved at anvende GPRS til dataopsamling i forhold til blandt andet traditionel GSM-telefoni er, at GPRS-modemet har sin egen IP-adresse, hele tiden er online og ikke mindst, at der kun betales for den tid, hvor der transmitteres data. Samtidig er transmissionshastigheden på GPRS betydeligt højere end på GSM.
De opsamlede data logges i IGSS, der er Seven Technologies' SRO-system (styring, regulering og overvågning). Herefter overføres de til et beregningssystem for ledningsnettet, der bygger på Seven Technologies' vand-simuleringssystem, Acquis.
Behov for optimering
- Vi har haft et stigende behov for at optimere vores modeller for tryk og flow i ledningsnettet og på den måde nå længere ud i nettet og tættere på den enkelte forbruger, siger planlægningsingeniør Kurt Brinkmann fra vandforsyningen under Århus Kommunale Værker.
Som det ser ud i dag, bygger vandforsyningens modeller på opsamling af data i meget store områder.
Med det nye system er der en målestation for hver 10.000 borgere. Det giver mulighed for at lave meget mere præcise modeller og for at spore eventuelle lækager eller andre hændelser meget mere nøjagtigt end hidtil. Desuden kan overvågningen af nettet foregå mere systematisk.
Vandkvalitet
I dag opsamler det nye system data om tryk, flow og ledningsevne. I fremtiden håber Kurt Brinkmann på, at det også bliver muligt at opsamle data om vandkvaliteten.
- Systemet er forberedt for anvendelse af vandkvalitets-sensorer. Vi venter på, at online-sensorer til måling af vandkvalitet bliver yderligere udviklet og samtidig til at købe for menneskepenge, siger han.
Store forventninger
Administrerende direktør Jens Krogh Løppenthien fra Seven Technologies siger, at virksomheden har store forventninger til det GPRS-baserede system:
- Alternativerne er telemetri eller radio, og det er både dyrt og kompliceret sammenlignet med GPRS. Derfor er brugerne interesserede i systemet. Vi har således mærket meget stor interesse for en række seminarer, vi har holdt om IGSS med GPRS-opkobling.
Mobil dataopsamling
Jens Krogh Løppenthien forestiller sig en lang række anvendelsesmuligheder for det GPRS-baserede system. Det gælder blandt andet opgaver, hvor der er behov for samtidig indsamling af relativt store datamængder:
- Det kunne for eksempel være opgaver som indsamling af information fra for eksempel sodavandsautomater eller fra biler. Systemet er velegnet til at indsamle information fra alle mulige former for mobile enheder, og vi er i kontakt med flere leverandører af mobile apparater, siger han.
Billedtekster:
Århus Kommune bruger et GPRS-baseret system til at få bedre styr på vandforsyningen i kommunen.
Jens Krogh Løppenthien, Seven Technologies: - Det GPRS-baserede system vil blandt andet kunne anvendes på steder, hvor det ikke er muligt at trække kabler og til mobile opgaver.
Foto: Torben Klint