Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. maj 2002.
Aalborg Universitet i Esbjerg og Erhvervs Akademi Vest er klar med endnu en
bacheloruddannelse oven på de
omdiskuterede korte IT-uddannelser.
Til september starter de første studerende på medialogi ved Aalborg Universitet i Esbjerg (AUE). Dermed har byen igen bragt sig i front, når det gælder korte- og mellemlange IT-uddannelser.
Medialogi er en lære, der skal gøre arbejdet med indhold på internettet og i software i det hele taget til en akademisk disciplin med forskning og job på mange niveauer. For folkene bag uddannelsen mener, at de korte IT-uddannelser datamatiker og multimediedesigner er stærkt undervurderede.
I forvejen tilbyder AUE en bachelor i software engineering sammen med Erhvervsakademi Vest IT Akademiet, der netop uddanner de datamatikere, som de mellemlange IT-uddannelser henvender sig til. I forårssemesteret for to år siden blev der optaget otte studerende på software engineering - dette forårssemester var optaget vokset til 26.
For meget dommedagsprofeti
- Der er al for meget dommedagsprofeti over de mange udtalelser om, hvad multimediedesignere ikke kan bruges til. Vi oplever en stor interesse i erhvervslivet for alt det, multimediedesignerne kan.
Det siger uddannelseschef Ole Jensen fra Erhvervsakademi Vest IT Akademiet. Og ligesom professor Jens Arnspang på Aalborg Universitet i Esbjerg mener han, at der er alt for meget københavneri i den kritik, som hagler ned over de korte IT-uddannelser. De sigter blandt andet på den kritik, som IT-Brancheforeningen har rejst i Computerworld. Men på de to IT-uddannelsesinstitutioner i Esbjerg er de overbeviste om, at kritikken bunder i, at virksomheder og uddannelsesinstitutioner i København har svært ved at være fleksible.
- Vi kan først og fremmest finde ud af at arbejde sammen. Det er ikke noget problem at sende både studerende og lærere 100 meter op og ned ad vejen mellem vores to uddannelsesinstitutioner, siger professor Jens Arnspang.
Han har efter mange år i København rykket teltpælene op og slået sig ned i Esbjerg for at starte medialogi-studiet på AUE. Her er han i fuld gang med at etablere uddannelsens grundfag, der er perceptionslære, filminformatik, musikinformatik, hypermedier og softwaredesign.
- Målet med uddannelsen er at fjerne den unaturlige skillelinie, der eksisterer mellem de tekniske og kreative uddannelser. Efter halvandet år har de studerende en bachelor i krydsfeltet mellem kreativitet og teknik, forklarer Jens Arnspang.
Efterspørgslen kommer
Han er overbevist om, at erhvervslivet vil efterspørge de kommende bachelorer i medialogi. Foreløbigt har han selv testet konceptet på 50 syd- og sønderjyske erhvervsfolk, der viste stor interesse for de kvalifikationer, som de nye kandidater skal have.
Igen understreger de to uddannelsesfolk Jens Arnspang og Ole Jensen, at det er fleksibilitet, der er afgørende - også i erhvervslivet. Både datamatikere, multimediedesignere og de kommende bachelorer skal løse helt nye job i erhvervslivet.
Medialogi i en forstad til London
Det kan godt være, Esbjerg er langt væk fra København. Til gengæld provokerer professor Jens Arnspang fra AUE med, at byen jo er en forstad til London, der kun ligger en flyvetur til ti pund væk.
Det er næppe hverken billige rutefly til London, den jyske vestkyst eller skønheden i naturen på Fanø, der er årsagen. Men i foråret har Erhvervsakademi Vest og AUE haft uopfordrede besøg af studerende fra sjællandske datamatiker og multimediedesigner skoler.
Blandt andet et hold fra Lyngby, hvor en studerende i efterfølgende rapport skrev: "Helt sikkert jeg skal til Esbjerg, når jeg er færdig med datamatiker. Specielt når universiteterne på Sjælland er så forstokkede, at de ikke regner datamatiker for noget som helst".
I år forventer AUE mellem 15 og 20 datamatikere samt 20 til 30 multimediedesignere bliver optaget på software
engineering eller medialogi. Halvdelen ventes at komme fra uddannelsesinstitutioner uden for Ribe Amt.
IT-bachelorerne får 1,5 års merit for studiet. Og har samtidig mulighed for at læse videre på datalogi eller i Esbjerg, hvor medialogi får en egentlig kandidatgrad.