Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. april 2002.
Sahva slås stadig med småproblemer i sin Citrix-installation, men konkluderer, at beslutningen om indførelse af tynde klienter har været rigtig.
- Jeg tror ikke, at man kan redde sin popularitet i en virksomhed ved at gå ind i et projekt, som det vi har været igennem. Det har været et langt sejt træk, men jeg fortryder ikke et øjeblik. Det har været den rigtige beslutning for os.
Sådan konkluderer IT-chef Hans C. Ewertsen fra Sahva A/S, der fremstiller hjælpemidler til handicappede, efter et års intensivt arbejde med totalt at ændre virksomhedens IT-arkitektur.
Sahva har sagt farvel til decentrale servere og indført tynde klienter over hele linien. Samtidig er driften af systemet lagt ud af huset.
Hans C. Ewertsen peger på, at det er nemt og billigt at sætte nye klienter op på det nye system. Anvendelsen af ADSL-forbindelser mellem virksomhedens 66 afdelinger landet over har desuden gjort IT-systemet hurtigere og mere effektivt. Samtidig sparer virksomheden mange penge på indkøb af tynde klienter i stedet for dyre pc'er.
Sahva slås stadig med småproblemer, især på printsiden, men i det store og hele fungerer IT-systemet nu efter hensigten. Forude lurer dog nye udfordringer:
Når Microsoft snart dropper supporten på Windows NT, ved Sahva endnu ikke, hvad virksomheden skal stille op med hensyn til fremtidigt styresystem. Løsningen på dette problem overvejes for øjeblikket sammen med Nord Data, der driver Sahvas system.
Profiler forsvandt
Sahva forsøgte sig i første omgang med at afvikle sin Citrix MetaFrame-løsning under Windows 2000. Det gav imidlertid store problemer med afviklingen af virksomhedssystemet Navision XAL, hvor brugerprofilerne havde det med at forsvinde. Og disse problemer kunne ikke umiddelbart løses.
Først forsøgte virksomheden så at nedgradere styresystemet, men det gjorde ikke sagen bedre, så Sahva valgte at gå tilbage til Windows NT og har nu reinstalleret hele Citrix-løsningen under det aldrende styresystem.
Der er dog stadig problemer med især udskrivning fra Citrix-systemet. Hans C. Ewertsen betegner det som en grundlæggende svaghed i systemet og fortæller, at han helt overvejer at droppe de omkring 25 lokale printere, som i dag er i brug, til fordel for netværksprintere:
- Men problemet er, at netværksprintere er dyre, tilføjer han.
Programmer lukkes ned
Et andet problem består i, at hvis en terminal ikke er aktiv på systemet i et par timer, lukkes applikationerne ned. Brugerne mødes således af indgangsmenuen til systemet i stedet for de programmer, de sidst havde åbne. Det betyder blandt andet, at de har skullet lære at gemme deres arbejde oftere.
- Tidligere havde Sahva 30 NT-servere, men har nu samlet applikationerne på ti servere. Det giver driftsmæssige besparelser, men kan også give driftsmæssige uhensigtsmæssigheder hvis en applikation går ned, påpeger Hans C. Ewertsen.
Også på sikkerhedssiden er der ændringer på vej. Sahva overvejer helt at droppe antivirus-software på de tynde klienter og nøjes med at have det liggende på serverne.
Undgå kludetæpper
IT-chefen fastslår, at hvis han skulle gøre noget om ved indførelsen af Citrix-løsningen, så ville han have forsøgt at undgå den periode, hvor Sahvas system byggede på et kludetæppe af Windows NT, en nedgraderet version af Windows 2000 og et pc-orienteret Citrix-miljø.
- Det gjorde det meget svært at finde ud af, hvor problemerne egentlig lå, og var med til at skabe surhed hos brugerne. Hvis jeg skulle kigge i bakspejlet, så skulle vi måske have taget et Big Bang tidligere og omlagt til NT på Èn gang, siger han og tilføjer:
- Men i realiteten var det umuligt, fordi vi har højsæson i tredje kvartal og det var netop på det tidspunkt, vi havde problemerne. Vi var ikke klar med systemet i november, så vi besluttede at køre året ud og begynde udrulningen af det fælles miljø i januar.
Nu kommer besparelserne
Hans C. Ewertsen erkender, at de forventede besparelser ved at gå over til tynde klienter i første omgang forsvandt ud i tågerne på grund af de tekniske problemer:
- Men nu er vi for alvor begyndt at kunne mærke besparelserne blandt andet i form af, at vi undgår opgradering af vores pc'er, siger han.
Billedtekst:
Hans C. Ewertsen, Sahva: - Vi har fået en løsning der giver os besparelser, samtidig med at den er meget lettere at administrere. Foto: Torben Klint
Boks:
Føljeton om et IT-projekt
Computerworld Teknik & Net har fulgt Sahvas projekt med at omlægge IT-driften fra decentral drift til centraliseret drift med tynde klienter. Dette er den sidste artikel i serien. Den første blev bragt den 6. marts 2001.