Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 8. april 2002.
IT-folkets fagforening Prosa skyder på, at over halvdelen af medlemmerne skal have ændret kontrakten som følge af ny lov om ansættelsesbeviser.
Mange arbejdsgivere i IT-branchen skal nu tage stilling til, om medarbejderne kan forvente at have overarbejde.
Det kræver en helt ny lovregel, der ændrer loven om ansættelsesbeviser. Reglen kommer til at berøre IT-branchen, da den gælder alle ansatte, som ikke er omfattet af en overenskomst eller er på funktionsløn.
Ifølge de nye regler skal alle "væsentlige vilkår" nævnes i en ansættelseskontrakt, og det skal fremgå af kontrakten, om medarbejderen kan regne med at få overarbejde.
Såvel fagforeningen Prosa som Dansk Handel og Service forventer, at reglerne vil føre til travlhed i IT-virksomhedernes personaleafdelinger.
- Med de ny regler bliver alle arbejdsgivere nødt til i selve kontrakten at tage stilling til, om der skal overarbejdes. Det vil ramme mange af vores medlemsvirksomheder inden for service, det vil sige især IT-virksomheder. Og det er de ikke så begejstrede for, siger advokatfuldmægtig Mariannne Søgaard Jensen, Dansk Handel & Service.
Organisationen råder sine medlemmer til at udarbejde enten en hel ny kontrakt eller lave en allonge til den eksisterende, hvor der tages stilling til spørgsmålet om overarbejde, og om det skal honoreres.
Lav ny kontrakt
Hos fagforeningen Prosa understreger faglig sekretær Mogens Sørensen, at mange i branchen ikke er på overenskomst. Som følge heraf er der ofte sager hos Prosa, hvor den ansatte rejser tvivl om den aftalte arbejdstid, oplyser han.
- Enten skriver IT-virksomheden, at der er 37 timer og ingen betaling for overarbejde, eller også skriver de, at der ikke er nogen øvre grænse for arbejdstiden. Det hænder også, at der bare står 37 timer og ikke noget som helst om overarbejde, selvom der reelt skal arbejdes over, påpeger Mogens Sørensen og forklarer, at det alt sammen giver anledning til problemer.
Han er sikker på, at mange IT-virksomheder vil skulle ændre på deres kontrakter.
- De ny regler vil gøre det nødvendigt for over halvdelen af vores medlemmers arbejdsgivere i IT-Branchen at lave ny kontrakter, forudser han.
Det vil koste 5.000-10.000 kroner i administrativ bøde, hvis kontrakten ikke er i orden. Vil en ansat have sagen på dagsordenen og er virksomheden imod det, må han anlægge sag. Spørgsmålet vil derfor typisk blive rejst i sager, hvor den ansatte i forvejen er på kolissionskurs med sin arbejdsgiver, oplyser advokatfuldmægtig Mariannne Søgaard Jensen, Dansk Handel & Service.
Boks:
Det skal kontrakten indeholde
Loven om ansættelsesbeviser stiller en række krav til, hvad en ansættelseskontrakt skal indeholde. Arbejdsgiveren har pligt til at give lønmodtageren oplysning om:
¥ Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.
¥ Arbejdsstedets beliggenhed.
¥ En beskrivelse af arbejdet eller en afgivelse af lønmodtagerens
titel, rang, stilling eller jobkategori.
¥ Ansættelsesforholdets starttidspunkt.
¥ Ansættelsesforholdets forventede varighed, medmindre der er
tale om tidsubestemt ansættelse.
¥ Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt ferie/løn
under ferie.
¥ Varighed af lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller regler herfor.
¥ Den gældende eller aftalte løn samt udbetalingsterminer
¥ Den daglige eller ugentlige arbejdstid.
¥ Hvilke kollektive overenskomster eller aftaler, der regulerer
arbejdsforholdet.
Hertil kommer ændringen med overarbejde og andre "væsentlige forhold", som vedrører ansatte uden for overenskomst.
Undtaget fra kravene er lønmodtagere, der blev ansat før juli 1993. De har kun krav på en sådan kontrakt, hvis de selv beder om det.
Administrativt bøvl som følge af reglerne
I en undersøgelse blandt 267 danske erhvervsvirksomheder, som Økonomi- og Erhvervsministeriets Testpanel har foretaget, fremgår det, at 108 virksomheder, svarende til 40 procent, vil føle sig omfattet af den ny lov, der forpligter arbejdsgiveren til at regulere væsentlige vilkår for ansættelsen i kontrakten. 89 af dem forventer at bruge tid på ekstra administration som følge af reglerne.