Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 18. marts 2002.
EU-landene skal oprette portaler, hvor firmaer uden for EU kan afregne moms ved salg af digitale ydelser ind i EU.
Det skal være enkelt for virksomheder uden for EU at afregne moms til EU-landene. Derfor har EU godkendt, at det foregår elektronisk via en offentlig portal, som oprettes i hvert EU-land.
Ønsker et firma uden for EU (som vil sælge til forbrugere i EU) at benytte sig af den mulighed, skal det vælge et "momsidentifikationsland" i EU, hvor det bliver registreret på en offentlig momsportal.
- Det er en forenkelt procedure, hvor virksomheder fra lande uden for EU kan vælge en alternativ afregningsmodel, når de skal sælge digitale ydelser til forbrugerne i EU, oplyser kontorchef i Skatteministeriet Karsten Aasberg Karlsen.
På de enkelte EU-landes portal skal firmaer og digitale leverancer over internettet registreres. Desuden skal portalen stå for opkrævning af moms og videre afregning af momsbeløb til de EU-lande, det enkelte firma (fra et ikke-EU-land) har leveret digitale ydelser til.
- På portalen vil der være kolonner for hvert land, med angivelse af momssats og skyldig moms for firmaet, fortæller Karsten Aasberg Karlsen.
Firmaer fra ikke-EU- lande kan stadig vælge den traditionelle fysiske registrering i EU. Men det skal i givet fald så ske i alle de lande, man ønsker at levere digitale ydelser til.
Boks: Sådan skal der betales moms i forskellige købssituationer
(af digitale produkter)
- efter juli 2003, hvor de nye EU-regler om moms på digitale ydelser
træder i kraft
Her bor firmaet forbrugeren er moms til betaling
Tyskland tysker 16 pct. tysk moms
Amerika tysker 16 pct. tysk moms
Danmark tysker 25 pct. dansk moms
Danmark dansker 25 pct. dansk moms
Amerika dansker 25 pct. dansk moms
England dansker 17 pct. engelsk moms
Danmark amerikaner ingen moms
Tyskland kineser ingen moms
Firmaer uden for EU skal betale moms til det EU-land, hvor forbrugeren bor og efter dette lands sats, når der sælges digitale ydelser over nettet. Det vil sige efter et forbrugerlandsprincip.
Firmaer i EU skal betale moms efter deres eget lands regler, efter et såkaldt oprindelseslandsprincip. En undtagelse er, når et EU-land sælger digitale ydelser ud af EU. Her skal der slet ikke betales moms.