Dell Studio 15: Design til rimelig pris
Næsten samtidig har samtlige producenter af bærbare computere fundet ud af, at deres maskiner skal være farvestrålende.
Ikke bare sort eller sølv, eller den allestedsnærværende lyserøde. Men decideret farvestrålende med rød, grå, brun, grøn eller ligefrem lilla.
Dell, som ellers traditionelt har lavet en endeløs række af sølvgrå bærbare computere, er også med på den vogn. Derfor kan du få din bærbare Dell Studio 15 i mange farver, herunder den lilla model som vi har haft til test.
Mere end blot nye farver
Opdateringen af farvekortet står heldigvis ikke alene. Indersiden af maskinen er i mat grå med lidt mønster lagt ned i designet. Selv maskinens touchpad er holdt i samme farve og blot nedsænket i fronten. Det gør den nem at holde ren og er ret flot.
Designet er Dells nyeste og kendes på de store hængsler, som folder ned bag maskinen. Det giver et smalt og flot udtryk. Maskinen har de sædvanlige - og for denne anmelder totalt unyttige - medieknapper, men de er af touch-typen og nedfældet i selve overfladen så de ikke generer. Resten af tastaturet er blødt og stille at skrive på og af god kvalitet.
Ikke den nyeste Intel platform
Processoren i vores version er Intels Core 2 Duo T8300 på 2,4 gigahertz, chipsettet Intel 965 og hukommelsen er på to gigabyte DDR2.
Dermed er vi ikke oppe i det allernyeste Centrino 2 udstyr, men stadig en fin potent løsning. Styresystemet er Vista Home Premium, hvilket er standard og giver adgang til at se dvd-film, fungere som harddiskoptager med et eksternt tv-kort og hvad vi ellers kender fra Windows Vista.
Harddisken er på 160 gigabyte, hvoraf 114 gigabyte var ledige på vores testmaskine. Dvd-drevet er af slot-in typen, hvor der ikke skyder en skuffe ud til disken, og selve slottet er på fin vis integreret i selve kabinettet.
Mellemklasse-grafik fra ATI
Er du til spil, leverer det medfølgende ATI Radeon HD3400 med 256 megabyte ram en rimelig ydelse. Vores testprogram PCMark Vantage gav maskinen en samlet score på 3.152 PCMark, hvilket betyder, at maskinen leverer en flot ydelse til prisen.
Skærmen på Dell Studio 15 er på 15,4 tommer og af den blanke type, som du kan spejle dig selv og sollyset i - til gengæld er farverne flotte. Opløsningen er på 1.440 x 900 pixels, hvilket efterhånden er standard med denne størrelse skærme.
Forbindelserne til omverdenen klares af WiFi med den nye 802.11n standard, og computeren har desuden fire USB-porte, en HDMI-port, firewire, SD-slot og VGA-udgang. Eventuelle udvidelser sker via Express cards. En smart lille detalje er en knap i venstre side, som hurtigt viser, om der er trådløse netværk i nærheden - også uden at du skal starte din pc.
Rimelig maskine til prisen
Ved batteridrift fik vi næsten tre timer, hvilket er i den flotte ende for en maskine med både dedikeret grafikkort og en stor skærm.
Alt i alt er Dell Studio 15 en fint bekendtskab og egner sig godt til de forbrugere, som gerne vil have en alsidig, pæn og tilpas kraftig bærbar computer til rimelige penge.
Skulle vi komme på deciderede mangler, så forekommer harddisken lidt lille til en maskine som skal afløse en stationær pc - og en opdatering til Intel næste generation bærbar-platform, kaldet Centrino 2, ville også være rart.
Har du ingen særlige krav i den retning, vil du nok sagtens kunne finde dig godt til rette med en Dell Studio 15.