LONDON: Dell har løftet sløret for flere detaljer omkring de nye Lattitude- og Precision-bærbare med påståede 19 timers batterilevetid.
For at opnå den lange batterilevetid er udgangspunktet den nye E6400 bærbare i Lattitude-serien. Den udstyres med et 9-cellet batteri og på undersiden fastgøres den såkaldte slice, som leveres med op til 12 celler i batteriet. Den ekstra slice vejer lidt over et kilo, så mens batterilevetiden øges, følger vægten pænt med.
Også Dells mindre modeller som E4200 med 12,1 tomme skærm bliver leveret med slice-batteriet. Her er batterilevetiden noget mindre da selv E4200'erens dimensioner begrænser batteriets størrelse.
Med slice og et 9-cellet batteri kommer den lille lige-under-ét-kilo tunge E4200 op på hele tre kilo. Til gengæld er der batteri til en længere arbejdsdag, end de fleste af os ønsker sig.
Software skal hjælpe batteriet på vej
Som Dell pointerer handler lang batterilevetid ikke kun om hardware, men også om, at softwaren er skræddersyet til et langt og lykkeligt batteriliv.
For de fleste vil det være nok at vælge længst mulige batterilevetid, hvorefter maskinen indstiller sig selv. For de avancerede brugere er det muligt at stille på de fleste komponenter såsom lydkort, skærm, harddisk, processor for at skræddersy Dell-maskinen til netop deres brugsmønster. Blandt andet kan WiFi-knappen konfigureres, så den tænder og slukker, hvad du vil have den til.
Det meste af dette er set før, men den software, som Dell præsenterede, virkede gennemarbejdet. Dell kalder deres styresoftware for Dell Control Point, og det styrer både batteri, forbindelser og sikkerhedsindstillinger. På sigt kommer DellControl Point også til stationære maskiner, så du også kan spare på strømmen der.
Øjeblikkelig start og længere batteri
Andre interessante ting i E-serien fra Dell er en indbygget WiFi-sniffer, som virker uden, du behøver at boote maskinen - finder eksempelvis åbne hotspots uden sikkerhed og med en rimelig signalstyrke.
Til september og oktober kommer måske den største nyskabelser, Lattitude On. Det er et begrænset Linux-baseret system uden Windows' avancerede og strømslugende funktioner. Til gengæld skulle det starte næsten øjeblikkeligt - og selvom Dell ikke vil ud med tal endnu, så lover de, at batterilevetiden med Lattitude On vil overgå de nuværende tidsfrister.
Lattitude On bliver leveret som et ekstra modul, du kan købe ved siden af din Dell-maskine. Modulet har sin egen strømbesparende processor og kommer i to udgaver. Den første, sat til september, er en reader-version, hvor du bare kan surfe, men ikke gemme. Den anden, sat til oktober, er en mere avanceret version, som lader dig gemme og arbejde med funktioner som Exchange.