Den sølvgrå HP 2133 har længe været reserveret til HP kunder uden for Danmark. Således måtte vi på pcworld.dk helt til USA med vores kreditkort, da vi skulle lave vores test af 2133 tilbage i juni måned. Du kan læse, hvorfor vi gav den fem ud af seks stjerner i den oprindelige test her.
Nu er HP, ifølge mininote.dk, dog klar til dansk lancering den 1. september.
HP 2133 leveres, som den eneste mininote på det danske marked, med Windows Vista Business som standard. Den version, som i første omgang kommer til Danmark, er desuden udstyret med en Engelsk / Norsk udgave af styresystemet, sådan at tasterne bliver norske. Det er dog en relativ smal sag at skifte sprog på Vista. Se vores guide her.
HPs kommunikationschef Henrik Kirkeskov udtaler til mininote.dk, at han forventer en pris på omkring 4.000 kroner inklusiv moms.
Lille skærm belaster øjnene
Med sin 8,9 tommer skærm og en opløsning på 1.280 x 768 pixels er HPs 2133 forrest, når det kommer til skærmkvalitet og opløsning. Bagsiden er dog, at kombinationen af lille skærm og høj opløsning i længden skaber meget trætte øjne.
Det er dog heller ikke ambitionen for de mange små mininotes at være din primære computer. I stedet kan du købe dig en 17 tommer såkaldt desktop replacement, som matcher en stationær pc, og så en mininote til rejsebrug.
Til gengæld kan kommende ejere glæde sig over, at HP 2133 er udstyret med det bedste tastatur blandt de nuværende mininotes.
Trængsel på markedet
Med lanceringen af HP 2133 bliver der endnu mere trængt på det danske mininote-marked. I forvejen er Asus stærkt til stede med Asus Eee 900 - og snart den hurtigere 901 - MSI med MSI Wind, Medion med Akoya og nu HP med 2133. I horisonten lurer desuden Acers Aspire One samt Dells tilsvarende mininote. Begge er sat til lanceringen i løbet af august måned.
Læs også historien om Asus Eee 901's kommende danske premiere.