Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, understreger, at bestyrelsen i Domstolsstyrelsen ikke kan få et eventuelt medansvar for tinglysningsskandalen til at forsvinde ved juridiske tryllenumre.
Bestyrelsen har valgt at se bort fra muligheden for at give offentligheden indsigt i mødereferater og dokumenter om den digitale tinglysning, der er tilgået bestyrelsen.
Og formelt set har juristerne i Domstoltsstyrelsen da også styr på juraen omkring aktindsigten, vurderer Benny Engelbrecht.
"Men jeg er heller ikke i tvivl om, at vi i sidste ende er nødt til at få undersøgt alle elementer i handlingsforløbet omkring den digitale tinglysning," slår han fast.
To muligheder for granskning
"Der er for mig at se to muligheder for det. Den ene er at der på baggrund af Rigsrevisionens rapport i august igangsættes opfølgende undersøgelser i Folketinget."
"Den anden er, at informationer bliver fremlagt i forbindelse med bevisførelsen i det civile søgsmål, som er blevet bebudet," siger Benny Engelbrecht.
Han påpeger, at bestyrelsen har et ansvar i forhold til at stille de rigtige og kritiske spørgsmål omkring det, der er blevet kaldt et af de største digitale projekter i offentligt regi.
Et projekt, der endte i en skandale, hvor op imod en milliard kroner gik tabt.