HP 2133 minibærbar: Høj kvalitet til lav pris

HP's nye minibærbare pc koster under 4.000 kroner, sælges indtil videre kun i USA, men er nok klassens mest interessante maskine. Se her hvordan vores importerede minicomputer klarer sig i hverdagen.

HP 2133 minibærbar: Høj kvalitet til lav pris

It-giganten HP spænder bredt. Fra store serverparker og supercomputere, til navigationsanlæg, smartphones og bærbare computere.

På det sidste område har HP de seneste par år fået et løft. Godt nok kan du stadig få HP-bærbare til 5.000 kroner i det nærmeste supermarked, men i den anden ende er der flottere design, mere fart på og en højere pris.

Minibærbaren HP 2133 er derfor lidt et paradoks. For på ydersiden ligner den aluminiumsbeklædte minimaskine en bærbar fra den dyre ende af kataloget, og på den anden side er prisen på under 4.000 kroner helt i bund.

Specielt når man tænker på, at minibærbare - også kendt som subnotes - traditionelt har været de dyreste computere i producenternes sortiment.

Måske har den kombination også overrasket ledelsen i HP, uagtet at Asus har solgt over en million af deres Eee PC, som på mange måder minder om et (billig og plastikagtig) familiemedlem - se vores test af Eee PC her og video af Eee PC her.

HP 2133 var således oprindeligt tiltænkt det amerikanske skolemarked, men nogen hos HP må have kigget over hegnet til Asus og deres succes med Eee PC, for HP 2133 er nu ude i handlen.

Ikke til det danske marked - men så alligevel

Desværre sælges HP 2133 kun i første omgang i USA, hvor vores model også er importeret fra.

HP Danmark har lovet, at vi før eller siden kommer til at se 2133 i Danmark, men datoen og prisen er endnu ikke kendt.

Vores testmodel er topmodellen til 750 dollar eller knapt 3.600 kroner og udstyret med Vista Business. Mindre modeller har langsommere processor og en Linux-variant. Her starter prisen ved 500 dollar eller 2.400 kroner.

I den store model får du en maskine med Via C7-M processor på 1,6 gigahertz, to gigabyte DDR2 ram, 120 gigabyte harddisk, Bluetooth, WiFi med 802.11g, Expresscard slot, sd-kort læser og en 8,9 tommer skærm med en opløsning på 1.280 x 768 pixels.

Desuden er der stereohøjtalere placeret ved siden af den blanke skærm og VGA-ud. Hvad angår USB-porte, må du her nøjes med to styk.

Lækkert tastatur

En vigtig ting, inden du styrter ud og investerer i en subnote som 2133, er, at størrelsen er i den meget lille ende.

Godt nok har HP 2133 nok det bedste subnote-tastatur, vi endnu har mødt - faktisk meget meget tæt på Lenovos gode bærbare tastaturer. Men det hjælper ikke meget hvis ergonomien i længden tager livet af din ryg.

Og tro os, det gør de små bærbare med de små skærme og de små tastaturer.

HP's 2133 har således en flot og klar skærm, den er bare meget lille. Og efter to dage med 2133 som den primære computer må vi overgive os og erklærer os for radbrækkede.

Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, at en minibærbar som HP 2133 er til folk, som i forvejen har en eller to andre computere. Her vil en HP 2133 passe perfekt ned i en skoletaske, en rejsetaske eller bare som den lille bærbare som kan være på skødet, når du tvinges til at se romantiske komedier i tv.

Konklusion: Rimelig ydelse til prisen

De små minibærbare til små priser er som sagt ikke for alle.

Er du således på udkig efter en lille, men stadig kraftig pc, så skal du ikke købe en minibærbar som HP 2133, Asus Eee PC, MSI Wind eller en af de andre små modeller.

Deres begrænsninger er processoren, som i HP's tilfælde endda er en Via C7-M, som ikke har mange fans.

Vores model var dog den store udgave med en C7-M processor på 1,6 gigahertz. Og mens det ikke kan sammenlignes med en tilsvarende Intel Core 2 Duo, så klarede den de fleste opgaver rimeligt.

En videosamtale med Microsofts Messenger gik uden problemer, ligesom vi var i stand til at spille Civilization 4 i fuld opløsning med mellemste kvalitetsindstillinger.

Det var også muligt for os at afspille DivX-film i HD-kvalitet samt streame tv fra en Slingbox. Også Photoshop CS2 blev testet, men specielt med større RAW-billeder blev maskinen for alvor sat under pres.

Alt sammen opgaver, som HP 2133 ikke blev skabt til, men som den løser rimeligt.

En varm ven på skødet

Et minus ved det lille design er, at HP 2133 bliver varm. Rigtig varm. Faktisk så varm at man efter længere tid på skødet begynder at frygte for sin forplantningsevne.

Køber du udgaven med det store sekscellede batteri hjælper det dog en del, da batteriet stikker ud i bunden og får luft ind under kabinettet.

Vores testmaskine var netop udstyret med det sekscellede batteri (se foto til højre).

HP hævder, at det kan levere op til fire timers drift, og vores egne erfaringer er, at det kan nås med de mest konservative indstillinger med hensyn til skærmbelysningen og processorhastighed.

Almindelige indstillinger leverer nok nærmere tre til tre-en-halv time, hvilket er pænt. Det store batteri stikker ud nedenunder maskinen og gør, at den står i en vinkel som gør tastaturet nemt at skrive på.

Vi kunne dog godt, på grund af reflekserne i den blanke skærm, have tænkt os, at skærmen kunne vippes lidt mere bagud, men det forhindrer det store batteri.

Et anbefalet køb

Alt i alt er der dog tale om en rigtig interessant og nyttig maskine til folk, som ikke vil bære på alverden, men som samtidig ønsker de samme funktioner som deres almindelige computer kan – blot lidt langsommere.

HP 2133 mest alvorlige minus er netop VIA C7-M processoren, som godt nok leverer en pæn ydelse - men der er et stykke op til de moderne dobbeltkerneprocessorer, som vi har vænnet os til. VIA har netop lanceret afløseren til C7-M, men der er intet fra HP, om den relativt nye HP 2133 vil få en opdatering.

Vi kunne dog ikke vente, og hvis du har luret på de mange små minibærbare, så er HP 2133 et absolut fornuftigt bud. Størrelsen, skærmopløsningen og den store harddisk kombineret med en lille pris gør, at et femtal ikke er til at komme udenom. Havde HP fundet en kraftigere processor og plads til en ekstra USB-port havde billedet været helt perfekt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere