10 vanvittige kabinetter
En computer er ikke bare en grim, grå kasse. Det mener de såkaldte case moddere, der længe har designet ny indpakning til deres computere.
Ofte er det både opfindsomt og fantasifuldt udført, og det kan nærmest betegnes som en kunstart
Dygtige case moddere høster da også klapsalver og respekt, når de fingerfærdige folk fremviser deres utrolige computere ved konkurrencer rundt om i verden.
Vi har på de næste sider samlet ti forskellige kabinetter, der for alvor dræber myten om, at pc’en bare er en kedelig grå kasse.
1. Døden skiller os ikke
Det her er nok det mest bizarre sted, vi kunne forestille os at indbygge en computer. Men hvis du kun er ”skindød”, når du smides i kisten, kan du i hvert fald få tiden til at gå et stykke tid, indtil ilten forsvinder. Bemærk at computeren kører XP, så de døde ikke skal trækkes med Windows Vista. De har det slemt nok i forvejen.
2. Så du røgen?
Det kan godt være, at din computer er sløv som en handicappet skildpadde, men hvis du bygger den ind i en raket, får den da udseendet med sig. Regn dog ikke med at fragte den over nærmeste grænse på bagsædet i din Fiat Punto, medmindre du kører som en djævel eller har et velsmurt snakketøj, der redder dig ud af situationen, når grænsevagten siger ”terrorparagraf” og trækker sit håndvåben.
3. Über-nørden og Tusindårsfalken
Hvis du er den ultimative nørd, er du pjattet med computere og vild med Star Wars. De to ting forenes til noget, der minder om stjernekrigsfanatikerens våde drøm, efter en case modder har ombygget legendariske Tusindårsfalken, så rumskibet nu huser en pc. Hvis du har sådan en tingest stående på dit klubværelse, er det en dårlig idé at invitere dine dates med hjem. I hvert fald hvis du har planer om et længerevarende forhold. Det stinker simpelthen af über-nørd.
4. Skål i stuen
Det behøver ikke at være vilde og vanvittige ting, som computere indbygges i. I det her tilfælde har case modderen haft en munter aften i selskab med gutterne og efter et par bajere eller ti, har han sagt: Hvad med at bygge en computer ind i ølkassen? Vennerne har med garanti givet ham high-five, og så har han smidt et bundkort i ølkassen og fiflet løs med et par kabler. Det er så minimalistisk skabt, at den nærmest sætter iPod’ens design i forlegenhed.
5. Computer-kvinden i mit liv
Hvis du ikke kan score i det rigtige liv, kan du bare bygge en computer om til en kvinde. Voila. Så har du altid selskab, selv om du sidder foran din pc natten lang – og det bedste af det hele: Hun snakker ikke eller svarer igen. Computer-kvinden på fotoet er inspireret af tegnefilmen Futurama.
6. Lego – når legen tager overhånd
Hvis du som en anden Klods Hans har bakset med Lego som barn, savner du måske de kulørte brikker. Var det derfor noget med at bygge din pc ind i et Lego-fort? Og hvem siger Lego er for nørder uden talent? Spørg Googles bagmænd. Deres første server blev bygget i Lego (se billeder her).
7. Pc til søens folk
Hvis du savner det våde element, mens du sidder tørskoet indenfor, var det måske en idé at ombygge computeren til et hangarskib. Den vanvittige idé fik en case modder, der i detaljer udførte transformationen. Bemærk musen, som er en båd! En storslået salut til søens folk. Det er uklart, om skibet kan klare en tur i badekarret.
8. Computer i kuffert
Der bliver solgt flere bærbare computere end stationære i dag. Så hvorfor ikke hoppe med på moden og ombygge det store skrummel i arbejdsværelset? Du kunne jo som her smide den ned i en kuffert, så er du klar til at tage computeren med på farten.
9. Pc på fire hjul
Rullemaries fætter er den her smarte sag. Computeren har fået fire hjul og en monstertruck look, og så går det ellers derudaf. Lad os håbe at harddisken er godt beskyttet mod stød og slag, hvis der køres råddent.
10. Helt på spanden
En tysk gut fik den idé at bygge en funktionel computer ind i et toilet. Om det er fordi, pc’en alligevel er det rene lort, vides ikke. Om ikke andet kan man trække ud, hvis man bliver træt af, at Windows igen er gået ned.