Er du en af de heldige ejere af en fladskærm, der kan vise HD, så kan du godt begynde at glæde dig til nytårstømmermændene, for når kalenderen viser 2008, bliver det muligt at se Danmarks første HD-kanal.
Navnet er Kanal 5 HD, der en særlig HD-version af Kanal 5. Den erstatter ikke den almindelige kanal, men er et ekstra tilbud, hvis man har YouSee (TDC Kabel TV) eller Canal Digital.
Det bliver dog ikke alle udsendelser, der kommer i HD. Som udgangspunkt vil kanalen vise film og serier i HD, og programmer, der ikke bliver vist i den høje opløsning, vil blive opskaleret, så billedkvaliteten bliver forbedret i forhold til det almindelige tv-signal.
På sigt vil der også blive vist egenproduktioner i HD, og første danske programserie kommer i løbet af 2008 på kanalen.
SBS TV står bag Kanal 5 samt Kanal 4, The Voice TV og SBS NET. Om søsterkanalerne også har en fremtid i HD, er ikke afklaret endnu, først skal SBS se, hvordan Kanal 5 klarer sig.
Men det handler også om, hvilke HD-producerede programmer/udsendelser, der er til rådighed. For eksempel viser Kanal 5 spansk fodbold, men da det ikke bliver produceret i HD, er det naturligt nok ikke muligt at sende i den høje opløsning. Det er dog ikke umuligt, at det vil ændre sig inden for få år.
Indtil da kan man i 2008 se film som Harry Potter, Ocean's Twelve, Pirates of the Caribbean og Meet the Fockers på Kanal 5 HD, og på seriefronten kan du glæde dig til lækre billeder med CSI, Criminal Minds og Numb3rs.
Kan du ikke vente til nytår, så kan du finde HD-video på nettet.