Både af hensyn til sikkerhed og funktionalitet kan det være en god ide at opdatere sine programmer på pc'en. Men der kan gå meget tid til spilde, hvis man manuelt skal tjekke, om der er nye versioner eller opdateringer.
Nogle programmer kan automatisk hente opdateringer, men du kan også få gratis programmer, der scanner din computer og finder ud af, hvilke af dine applikationer der ikke er helt up-to-date.
Programmerne kan tjekke, om du har de nyeste versioner installeret og ellers finde dem til dig. Og du skal næsten ikke røre en finger. Her er fire fikse hjælpere til at ajourføre din harddisk.
UpdateStar er et flot program, der kender mere 80.000 programmer. Når du søger efter opdateringer, giver programmet dig besked, hvis der er en ny version klar. Du kan så selv vælge, hvilken version du vil installere, hvis du overhovedet ønsker den. UpdateStar er lavet af brugerne og til brugerne, så man kan selv gå ind og bidrage med programmer. Programmet er stadig i beta, så ændringer kan komme.
AppSnap ser knap så flot ud som UpdateStar, men her kan du, ud over en oversigt over manglende opdateringer, også få en oversigt over programmer, som du ikke har. Det kan give lidt inspiration. Men ellers så undersøger AppSnap for opdateringer, henter dem og installerer dem.
Filehippos Update Checker er en lille exe-fil, som du klikker på, og derefter tjekker den dine programmer på computeren. Du får en oversigt over manglende opdateringer og kan for eksempel vælge at få en særskilt liste over beta-versioner.
InstallPader også en exe-fil, der giver en liste over programmer, som du så automatisk kan hente opdateringer til og installere dem. Hvis du afbryder midt i en download af en opdatering, kan du fortsætte næste gang, du åbner programmet.
Alternativt kan man også bruge RSS-feeds. Flere programmer har egen nyheds-feed med opdateringer og andet nyt om produktet, men du kan også prøve Sourceforge feeds , der giver dig RSS-nyheder om forskellige opdateringer, nyheder med mere.