Torsdagstippet: Fra folder til drev
For blot nogle få år siden var drev-oversigten på en computer ofte den rene bogstavsuppe. Her var både c-, d-, e-, f- og z-drev.
Med fremvæksten af 250, 400 eller 500 gigabyte harddiske som standard, har de fleste efterhånden kun en harddisk på c: og måske et enkelt d-drev til dvd-brænderen.
Men af og til kan det være rigtigt nyttigt at have et selvstændigt drev.
Det kan for eksempel være, at bestemte programmer helst skal have deres eget drev,eller at du nemt vil kunne finde eller slette indhold uden at skulle jagte det i 12 forskellige foldere.
Nemt at oprette et ekstra drev
Heldigvis er det nemt at oprette et ekstra drev på din pc. Og det endda uden at skulle ændre på partitioner eller andre komplicerede opgaver.
I stedet kan du blot lade en mappe blive til et drev. Det er overraskende nemt.
Først opretter du en mappe, for eksempel c:\test\
Derefter åbner du kommandoprompten. Den ligger under Start -> Programmer -> Tilbehør -> Kommandoprompt
Nu skriver du ”Subst w: c:\test”, hvor både w: (som er drevets kommende navn) og mappen selvfølgelig kan udskiftes.
Gå til drevoversigten, hvor drev w nu gerne skulle være dukket op.
Hvis du vil af med w-drevet igen, kan du blot i kommandoprompten skrive ”subst w: /d”, hvorefter drevet slettes.
Vil du have en oversigt over, hvilke drev og mapper som er knyttet sammen, skal du blot skrive ”subst”. Og skal vinduet til kommandoprompten lukkes, skriver du blot ”exit”.