Den store konsolkamp mellem, Xbox 360 og PlayStation 3 er nu endelig i gang, efter Sony – mange måneder forsinket - fik sendt sin konsol ind på det europæiske marked.
Microsoft har haft et års forspring med sin Xbox 360, og konsollen har nu fået en opgradering for bedre at matche sin nye konkurrent.
Xbox 360 Elite hedder modellen, der har en harddisk er på 120 gigabyte. Det er 100 gigabyte mere end den første version af Microsofts konsol.
Den sorte sag er desuden udstyret med HDMI-port, og et HDMI-kabel medfølger, så konsollen kan forbindes til fladskærmsfjernsynet.
Overraskende er den nye maskine ikke udstyret med et indbygget HD DVD-drev, som kan matche PlayStation 3, der fra fødslen har et Blu-ray-drev indenbords, der kan afspille dvd-film i high definition.
Udelukkelsen af HD DVD-drevet skyldes ifølge Microsoft, at de ikke vil lægge ekstra omkostninger på den nye konsol. Microsoft vil i stedet lade det være op til forbrugerne at vælge, om de vil investere i et eksternt HD DVD-drev, der kan købes som ekstraudstyr til konsollen. Den vejledende pris er 1.595 kroner.
Xbox 360 Elite skulle efter planen komme ud i butikkerne i slutningen af april i USA. Prisen bliver 480 dollar, cirka 2.700 kroner.
Microsoft i Danmark har ikke noget bud på, hvornår konsollen vil dukke op herhjemme. Prisen ventes dog at blive noget højere end den amerikanske.