For de fleste it-interesserede er der noget magisk ved at splitte elektronik ad og samle det igen, og det gælder også for kollegerne på vores søstermagasin Computerworld.
Da vi hørte, at journalist Mikkel Aabenhus Hemmingsen og teknologiredaktør Kurt Westh Nielsen havde fået fingrene i en funklende ny PlayStation 3, som de systematisk ville splitte, kunne vi simpelthen ikke holde os væk.
Bevæbnet med et videokamera tog vi opstilling på sidelinjen, mens de to kolleger fandt værktøjskassen frem og begyndte at skrue løs på Sonys konsol for at finde ud af, hvad der egentlig gemmer sig under kølerhjelmen.
Videoen varer lidt over tre minutter, men hele seancen tog omkring en time. Der skulle skrues ufatteligt mange skruer ud af konsollen, før det var muligt at åbne den helt:
For god ordens skyld skal det tilføjes, at det rent faktisk lykkedes Computerworld at samle konsollen igen, og den skulle eftersigende virke helt normalt.
Men inden du finder værktøjskassen frem derhjemme, må vi lige komme med en advarsel: prøv ikke at efterligne dette stunt. Med mindre du har over 5.000 kroner på din bankkonto, som du alligevel ikke vil savne. Garantien dækker nemlig ikke, hvis du ved et uheld gennempiercer din spritnye konsol med en rusten skruetrækker.
I fredagens udgave af Computerworld bringes en uddybende artikel om teknikken, som gemmer sig i den nye PlayStation.