Sammenlignet med Internet Explorer har Firefox altid været klassens frække dreng.
Mens Microsofts browser de seneste år har levet en fredsommelig tilværelse som duksedreng på alverdens computere, har Firefox været alternativet for dem, som gerne ville prøve noget nyt, kækt og anderledes.
Det er ingen tvivl om, at Microsoft også har kigget den alternative browser efter i fanebladene. For da den nye Internet Explorer 7 kom på gaden, havde den fået flere funktioner, der i mistænkelig grad mindede om Firefox'. Forskellen på de to browsere var nu ikke længere så stor, som den havde været.
På den rent synlige front er der er dog et punkt, hvor Firefox fortsat skiller sig ud: Plugins.
Der findes nemlig hundredvis af gratis Firefox-plugins, der kan peppe browseren gevaldigt op og gøre den mere personlig.
Det kan dog være svært at overskue, hvilke plugins der er de mest interessante. Derfor har amerikanske Computerworld.com været så venlig at samle de 20 bedste plugins, som du kan finde her.
Med pluginet Firefox Showcase kan du eksempelvis få samme funktion, som allerede findes i Internet Explorer 7, nemlig muligheden for at vise thumbnails af alle åbne vinduer.
Et andet interessant plugin er StumbleUpon, der elegant viser vej til alverdens spændende - og vanvittige - websider. En rigtig tidsrøver.
Hvis de 20 plugins fra Computerworld.com ikke er nok, så læg vejen forbi addons.mozilla.org. Her finder du oceaner af plugins og add-ons til Firefox.
Websiden skulle i øvrigt få sig en kraftig overhaling i denne uge, så den bliver lidt mere brugervenlig.
Hvis du ikke har Firefox, kan browseren hentes kvit og frit her.