Hvis du hører til de 25 procent af mobilejerne, der kan afspille musik på mobilen, har penge nok og samtidig er TDC-kunde, så kan du nu bruge mobilen til at købe ind i TDC Musik – telegigantens musikbutik, der har et stort udvalg af dansk musik.
Sangene er komprimeret i formatet AAC+ med kvaliteten 48 kilobit i sekundet, så en sang fylder omkring en megabyte og tager omkring fem minutter at hente med en almindelig musikmobil og et til to minutter med en 3G-musikmobil.
En sang koster otte kroner plus fire kroner i datatransmissionsafgift (TDC kalder dette for leveringsomkostning). Altså i alt 12 kroner per nummer.
Det er noget billigere end ringetoner, som typisk koster 20 kroner. Prisen gælder kun, hvis man bruger Fly, som samtidig er blevet gratis at benytte.
Den nye mobilmusikbutik er fuldt integreret med TDC's eksisterende musikbutik på nettet. Det betyder, at musik købt og downloadet til en mobi, bagefter frit kan downloades til en pc fra netbutikken i et bedre format, nemlig DRM-beskyttede WMA-filer på 192 kilobit i sekundet.
Dual Download
At man får ret til at downloade to steder, kalder TDC for Dual Download. Man har desuden ret til at downloade samme sang tre gange.
Dog er de sange, man downloader, "låst" fast til den mobil, man downloader dem til på grund af AAC's kopibeskyttelse.
Det betyder, at hvis du skifter mobilen ud om et år, så er sangene tabt, og du skal betale fire kroner per sang for at hente dem igen til den nye mobil.
Med mindre du har hentet dem til din pc, så kan du i stedet få glæde af musikken på computeren. Fra pc'en kan du nemlig kun overføre dem til mobilen, hvis telefonen understøtter WMA med DRM, hvad mange mobiler gør.
Den mobile musikbutik har ikke samme omfang som den på nettet. Der er lige nu "kun" 300.000 sange at vælge imellem, hvor TDC tilbyder over 750.000 sange på nettet.
Det skyldes blandt andet, at det store pladeselskab Universal ikke ønsker at sælge sangene over mobilen, fortalte Søren Tvilsted, leder af TDC Musik, på et pressemøde i dag.
Som åbningstilbud kan du hente de kunstnere, der er nomineret til P3 Prisen, gratis frem til torsdag klokken 12. Du skal dog betale "leveringsomkostningen" på fire kroner per nummer.