Efter mange nervepirrende stunder kunne en glædesstrålende Hewlett-Packard-topchef, Carly Fiorina, i går melde om stor aktionær- opbakning til hendes svendestykke: Hewlett-Packards omstridte milliardopkøb af Compaq i alletiders største IT-fusion.
Efter HP's længe ventede generalforsamling i en koncertsal i Cupertino, Californien, USA, i aftes meddelte Carly Fiorina, at sejren var hjemme, og at de mange tusinde fremmødte aktionærer havde stemt ja til opkøbet, der ellers har mødt indædt modstand fra en række prominente aktionærer og investeringsbanker.
Carly Fiorina afviste at fortælle, præcis hvor stor sejren var, men mente, at margenen var lille, men "tilstrækkelig," som hun sagde.
Helt sikker bliver hun dog først om flere uger, når det præcise optællings-resultat ligger klar.
Carly Fiorinas vurdering byggede således på en foreløbig optælling, der blev foretaget umiddelbart efter afstemningen.
På trods af Carly Fiorinas udmelding var der dog optimisme at spore blandt nej-stemmerne, der er blevet ført i felten af Walter B. Hewlett, søn af en af stifterne af selskabet og bestyrelsesmedlem i selskabet.
Efter de sidste stemmer var blevet afleveret, erklærede han, at margenen var så lillle, at det fortsat er umuligt at sige noget om udfaldet.
- Aktionærerne har skiftet mening lige indtil afstemningen lukkede, så det er simpelthen umuligt at sige noget om udfaldet på nuværende tidspunkt, sagde han.
Tæt afgørelse
Meget tyder da også på, at det bliver en tæt afgørelse, hvor det endelige resultatet først vil bluve kendt, når den endelige finoptælling er slut om flere uger.
Stemningen i koncertsalen op til afstemningen var præget af nej-sigerne, der i høj grad tilstræbte at gøre væsen af sig med bannere og buldrende trommer.
Mange havde klædt sig i grønt tøj for at signalere deres 'nej,' samme farve som de bokse, som nej-sigerne skulle aflevere deres stemme i.
Udenfor koncertsalen havde medarbejdere hængt store bannere op, der anbefalede et nej. Mange medarbejdere frygter ikke uden grund for deres job, hvis fusionen går igennem, og Carly Fiorina kunne da heller ikke udelukke, at en fusion vil blive fulgt af op mod 15.000 fyringer.
Andre frygter, at HP's virksomhedskultur vil gå fløjten, hvis virksomheden skal flettes sammen med Compaq. De har desuden kritiseret HP's ledelse for slet ikke at lytte til medarbejderne inden fusionsplanerne for alvor tog fart.
- Mange medarbejdere mener, at ledelsen i toppen vil blive forgyldt med fusionen, mens medarbejderne i bunden vil blive arbejdsløse, sagde en medarbejder.
Stemningen blev yderligere understreget, da Walter Hewlett gik på talerstolen til stående ovationer og brusende bifald, mens Carly Fiorina efterfølgende måtte nøjes med at svare på kritiske spørgsmål til planerne.
Familier: Fiorina overvurderer
Analytikere har tidligere vurderet, at mindst to tredjedele af de institutionelle aktionærer skulle stemme ja til fusionen for at slå Hewlett- og Packard-familierne, der i deres nej-kampagne har formået at samle i alt 18 procent af aktierne i et nej.
Familierne mener, at Carly Fiorina klart overvurderer betydningen af at være stor på markedet og at kunne tilbyde et bredt sortiment af produkter.
Omvendt mener Fiorina, at den kraftigt forøgede størrelse af virksomheden i høj grad vil gavne økonomien.
De to parter har i næsten et halvt år kæmpet en indædt kamp, hvor de med alle midler har forsøgt at overbevise aktionærer og analytikere om deres mening om fusionen.
Debatten har i perioder været fremtrædende i amerikanske medier, der har svælget i den særdeles personlige debat, hvor hårde ord og brutale beskyldninger har hørt til dagens orden.
Efter mødet faldt HP-aktien med 2,34 procent på New York-børsen, mens Compaq-aktien steg med 7,53 procent.
Det ventes, at Compaq-aktionærerne vil stemme ja til aftalen senere i dag onsdag.