Virksomheden Atriax Danmark ApS så dagens lys i de første dage af 2002. Bag selskabet står internet-iværksætteren Rasmus Refer, der har over 10 tvangsopløste eller konkursramte selskaber bag sig i den danske internet-verden.
I september udtalte Rasmus Refer, at han via en række nye selskaber planlægger at skabe en af Danmarks største internet-virksomheder med en årlig omsætning på 60-70 millioner kroner og 60 medarbejdere.
Atriax Danmark ejes af selskabet CNM, som ejes af Rasmus Refers hustru Jane Refer.
Atriax-selskabet er fjorten dage gammelt og er dermed så nyt, at det endnu ikke er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Selskabet har til opgave at udleje eller sælge 2.363 domænenavne, som er registreret af CNM.
Rasmus Refers egen forklaring på de mange domæneregistreringer er, at han for fire år siden ville oprette omkring 2.000 fag-portaler. Det var imidlertid for ressourcekrævende, og derfor åbner han nu for salg og leje af domænerne i stedet.
Lejepriserne svinger fra 4.000 kroner til over 40.000 kroner om året, mens salgspriserne går fra 20.000 kroner til 300.000 kroner.
Den såkaldt vejledende salgspris for samtlige domæner ligger på lige over 120 millioner kroner, oplyser Atriax på sit web-sted. Den samlede lejepris anslår Rasmus Refer til 25 millioner kroner pr. år.
Krænker måske varemærker
De høje lejepriser mener Atriax at kunne få hjem ved at tilbyde eksempelvis bangkok.dk til de danske rejsebureauer. Atriax regner med, at et af selskaberne vil være interesserede i at linke til sine Bangkok-rejser via bangkok.dk og betale leje til Atriax.
Domænenavnene er primært af generisk art som eksempelvis fliser.dk, som ikke krænker nogens ophavsret.
Til gengæld er der også navne imellem, som virksomheden formentlig får svært ved at beholde, eksempelvis danmarks-radio.dk, bastalygter.dk, bastacykellaase.dk, der formentlig krænker henholdsvis DR's og Bastas
varemærkerettigheder.
DIFO overvejer sagen
Hos Dansk Internet Forum, der ejer registratorselskabet DK Hostmaster, slår formand Mads Bryde Andersen fast, at hvis selskaber føler, at deres ret til et varemærke er krænket, skal de rejse sagen over for Klagenævnet for Domænenavne.
? Det vil vi da overveje, siger administrerende direktør Poul Møller fra Basta.
De generiske domænenavne, som Atriax har registreret, er det imidlertid fuldt lovligt for selskabet at videresælge eller udleje med en profit, der ligger væsentligt over det beløb, navnene er registreret for.
Registreringen af domænerne har med de nuværende priser kostet Atriax Danmark 141.780 kroner.
Forretningsfører Dan Christensen fra DIFO fortæller, at man til foråret vil revurdere de regler, som registratorer af domænenavne er underlagt.
Formålet er at forhindre, at der sker en fornyet hamstring af domænenavne, som det skete i 1997, da de nye regler for .dk-domænet trådte i kraft.
Endnu er det ikke muligt for DIFO at fratage registratorerne navne, som ikke krænker nogens ophavsret. Men den side af sagen vil DIFO også overveje gennem etiske retningslinier.