Intels købspris for Giga - 10 milliarder kroner - svarer til knap 100 millioner kroner pr. medarbejder. Sådan en pris forpligter, og for at sikre sig at medarbejderne forstår forpligtelserne, har Giga for længst indført et program med warrants, en slags aktieoptioner.
Gigas direktør, Finn Helmer, er ikke meget for at gå i detaljer med, hvor stor en del af selskabet medarbejderne sidder på. Det betragter han som fortroligt.
Men det fremgår af en meddelelse fra NKT til fondsbørsen, at hvis alle forudsætninger bliver opfyldt, kommer medarbejderne til at eje 16 procent af selskabet. Det svarer til halvanden milliard kroner eller omkring 15 millioner kroner pr. medarbejder.
Millioner kan dog ikke bare hæves i banken, påpeger direktøren.
? Værdierne er ikke skabt endnu. Vi skal vise, at vi kan skabe dem i fremtiden, forklarer Finn Helmer.
Først hvis Giga lever op til forventningerne, kan medarbejderne høste den fulde gevinst af deres optionsprogram.
Læs mere i Computerworld fredag