Indhold
De nyeste fotoprintere er i stand til at udskrive fotos i en kvalitet, der svarer til den, man får ved at lade billederne fremkalde professionelt. Nu er Epson klar med endnu en fotoprinter, der kan levere billeder i topkvalitet, nemlig Stylus Photo R2400.
Epson har udstyret printeren med en ny blækteknologi kaldet UltraChrome K3. Her benyttes der otte forskellige ekstra kraftige blækfarver, nemlig cyan, magenta, gul, lys cyan, lys magenta, sort, mørkegrå og lysegrå.
Hvis man bare vil skrive ud i sort, har man valget mellem en blank fotosort og en mat sort blækpatron.
I øvrigt udskriver printeren med en opløsning på op til 5.760 x 1.440 dpi i størrelser op til 33 x 48 centimeter - altså noget større end A3. Et foto på 28 x 35 centimeter lader sig udskrive på et minut og 47 sekunder.
Printeren understøtter Windows 2000 og XP samt Mac OS X, og den tilsluttes med USB 2.0 eller FireWire.
Den vejledende danske pris er angivet til knap 10.000 kroner med moms, og det lyder ret voldsomt, ikke mindst i betragtning af, at den amerikanske pris er 849 dollar.
UltraChrome K3 benyttes også til inkjet-printerne Epson Stylus Pro 4800, 7800 og 9800, der er beregnet til professionelt brug i firmaer.
I øvrigt kan HP levere en fotoprinter, der bruger hele ni forskellige blækfarver, nemlig Photosmart 8750.