Indhold
Det er rart med en bærbar pc, man kan tage med på farten, men glæden har sine begrænsninger, hvis den vejer så meget, at skulderen går af led. Vi skal helst ned i omegnen af halvandet kilo, hvis det skal være rigtigt sexet, og nu har Dell lanceret en subnotebook med en vægt på kun 1,14 kilo.
Latitude X1 er udstyret med en Intel Pentium M 733 processor med en clockfrekvens på 1,1 GHz. Processoren er af typen ULV (ultra low voltage), så strømforbruget er helt i bund.
For at holde størrelsen nede er batteriet dog heller ikke så stort, og med standardbatteri skal man nok regne med en batterilevetid på under tre timer. Med et større batteri, der gør pc'en 140 gram tungere og koster 700 kroner ekstra, kan man dog fordoble batterilevetiden.
Skærmen er på 12,1 tommer i bredformat med en opløsning på 1.280 x 768 pixels. Der er Bluetooth og integreret trådløst netværk efter 802.11g-standarden. Gigabit Ethernet, læser til CompactFlash og SD hukommelseskort samt Firewire-indgang hører også med.
Prisen for en model med 512 megabyte DDR2 ram, en 60 gigabyte harddisk og et medfølgende eksternt dvd-drev er 16.591 kroner med moms.
Dell er vel at mærke ikke alene om at kunne tilbyde bærbare pc'er med en vægt en anelse over et kilo. Blandt sammenlignelige produkter kan vi nævne Toshiba Portégé R100 med en vægt på 1,09 kilo, Zepto Znote 120SL på 1,19 kilo eller IBM Thinkpad X40 på 1,23 kilo.