Det er en ydmyg og lettere overrasket Andreas Graae, der tidligere på ugen blev kåret som Fremtidens It-Leder 2010.
"Det kommer ærligt talt lidt bag på mig. Jeg havde nok forestillet mig, at det først ville ske lidt senere i karrieren," siger Andreas Graae.
Det er ikke mange år siden, han blev færdig på universitetet, men Andreas Graae har haft travlt efter studierne, og allerede nu har han et imponerende CV bag sig, hvori der blandt andet står, at han har været teknisk direktør i en international virksomhed, han selv har været med til at starte.
"Det kan jo godt være svært at se sine egne kvalifikationer, derfor er det da overraskende, når nogen synes, at man er nogenlunde til noget," siger han.
Selvom Andreas Graae først afsluttede sin uddannelse som Civilingeniør med speciale i Ledelse & Produktion i 2007, så var han allerede i 2006 med til at etablere virksomheden Zmags, der i dag har cirka 75 ansatte fordelt på kontorer i Danmark, USA og England, og omsætter for omkring 50 millioner kroner om året.
Ved ikke alt
Årsagen, til at Andreas Graae i første omgang tilmeldte sig konkurrencen om at blive årets it-leder og modtage et gratis stipendium til en eMBA på DTU, var et ønske om at læse videre.
"jeg har altid gerne villet læse noget mere. Jeg holder rigtigt meget af at læse og få ny viden og bruger også en del tid på det nu, hvor det dog mest er på hyggebasis," siger han.
Derfor tog Andreas Graae chancen og sendte sit CV ind til konkurrencen, der altså nu har indbragt ham titlen og muligheden for at blive en hel del klogere.
"Jeg ser frem til at få lidt bedre indsigt i forretningsledelse - lige fra at kunne læse et regnskab til at forstå alle forkortelser og udtryk uden at være afhængig af Google," siger han.
Læs alt om Fremtidens It-leder og få gode råd, hvis du arbejder med ledelse.
Galleri: Tag med til kåringen af Fremtidens it-leder.
Gensidig respekt
Læs alt om Fremtidens It-leder og få gode råd, hvis du arbejder med ledelse.
Galleri: Tag med til kåringen af Fremtidens it-leder.
Andreas Graae har ingen særlige forbilleder i forhold til ledelsesstil.
"Der er mange, der siger, at de ikke ser mig som en typisk ledertype," siger han.
Men som tidligere befalingsmand i forsvaret har han i hvert fald lært, hvordan man ikke skal lede sine medarbejdere.
"I forsvaret lærte jeg utroligt meget om ledelse. Og jeg lærte også noget om, hvordan man i hvert fald ikke skal gøre det," siger han.
Han forklarer, at man som befalingsmand har nogle medarbejdere, der skal gøre, hvad man siger. Og det en helt anden situation, man møder i det civile liv.
"Man finder meget hurtigt ud af, at det er en rigtig dårlig idé bare at udstikke en ordre om, hvordan tingene skal gøres, når man er chef et sted, hvor folk bare kan gå deres vej, hvis de er utilfredse," siger Andreas Graae.
I stedet mener han, at god ledelse bygger på gensidig respekt.
"Dine medarbejdere er forhåbentlig langt dygtigere, end du selv er. Derfor er du meget afhængig af dem. Det vigtigt at have en ordentlig dialog med medarbejderne og også være klar til at tabe en diskussion, hvis medarbejderen har ret," forklarer han.
Iværksætter af natur
I øjeblikket er Andreas Graae ansat som konsulentchef i en e-handels virksomhed. Men selvom han har valgt at gå lidt ned i gear for at være tættere på familien og sin nyfødte søn i Jylland, så er Andreas Graae ikke færdig som entreprenør - endnu.
"Inden for en årrække er det klart min plan, at jeg skal starte noget nyt. I forbindelse med Zmags begik jeg så mange begynderfejl, at jeg gerne vil gøre forsøget igen, og se om jeg ikke denne gang kan få luget ud i nogle af fejlene," siger han.
Selvom iværksættertrangen er til at få øje på, så vil han ikke afvise, at han ville sige ja, hvis han blev tilbudt en fast stilling i en større organisation. Men nok ikke lige med det samme.
"Når man først har prøvet at starte noget op, så ender man nok med at være lidt uden for pædagogisk rækkevidde. Man bliver vant til at kunne gøre tingene på sin egen måde uden at skulle spørge en hel organisation om lov først. Så der går nok lidt tid, inden jeg bliver en rigtig 'coorporate guy'," siger Andreas Graae.
Læs alt om Fremtidens It-leder og få gode råd, hvis du arbejder med ledelse.