Artikel top billede

Nyrup: Kapitalfond malker kommuners it-kasser

Tømmermændene har for alvor meldt sig efter salget af KMD, hvor landets nødlidende kommuner nu betaler en høj pris. "Skandaløst," mener Poul Nyrup Rasmussen.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kalder det skandaløst, at en kapitalfond suger it-millioner ud af nødlidende kommuner.

Mens kommuner står frem og brokker sig over stigende priser fra det nu kapitalfondsejede KMD, lægger politikere, der var tæt på KMD-salget, afstand til beslutningen.

Kommunernes Landsforening (KL) har tidligere været ude med meldingen om, at den blev tvunget til et salg ved vedtagelse af en lov på Christiansborg, men at man bestemt ikke ønskede at sælge KMD.

Og regeringen ved finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) påpeger i et svar til Folketinget, at han anser salget som et "kommunalt anliggende".

"KL blev taget på sengen"

Men de slipper alle for nemt om ved det, mener Poul Nyrup Rasmussen, der i dag er formand for Socialdemokraterne i Europa og har fulgt debatten om kapitalfonde tæt.

"Jeg har sagt fra starten, at det var meget uklogt at sælge KMD," siger han.

Poul Nyrup Rasmussen peger på, at det samtidig var det værst tænkelige tidspunkt, KMD blev solgt på.

"Nemlig i bunden af recessionen," forklarer han.

Dermed fik kapitalfonden EQT og ATP købt KMD til en al for lav pris. Samtidig - og måske endnu værre - så fik man ikke forhandlet nogle ordentlige betingelser på plads for kommunerne, mener Poul Nyrup Rasmussen.

"Det er helt tydeligt, at transitionsaftalen (der blandt andet skal beskytte mod vilde prisstigninger, red.) er for løs i fugerne. KL blev taget på sengen på en række punkter, som ikke beskytter kommunerne," siger han.

Den tidligere statsminister er ikke overrasket over de stigende priser ude i kommunerne.

"Man kan sige, at det, kommunerne nu udsættes for af EQT's ejere, følger det mønster, kapitalfondene har på andre områder. Man presser priserne på kunderne. Og hvis kunderne siger, at de vil i udbud, så presser man dem der," siger han.

KL og Christiansborg-skandale

Poul Nyrup Rasmussen er ikke bleg for at sætte ord på KMD-salget:

"Det er en skandale," siger han.

"Det er en skandale, at Folketinget tvang KMD til at sælge til en kapitalfond. Og så på det tidspunkt. Og endnu længere ude i skoven er det, at det blev solgt på de betingelser, som det skete."

"Så det her bliver en meget dyr fornøjelse for kommunerne," siger han.

Og det gør ikke Poul Nyrup Rasmussen mildere stemt, at der var advarsler fremme inden salget.

"Det er en forkert lovgivning, forkert salgstidspunkt, forkerte salgsbetingelser og forkert køber. Alt det vidste vi jo," siger han.

Poul Nyrup Rasmussen ærgrer sig over beslutningen, der ikke kan skrues tilbage.

"Hvad kan man gøre nu? Det er meget lidt," slår han fast.

Barok situation for kommuner

Især finder han det uacceptabelt, idet mange kommuner lider økonomisk, og ikke har råd til skoler, ældre og børnepasning. Alt imens pengene fosser ud til kapitalfonden.

"Det virker barokt og helt uacceptabelt," siger Poul Nyrup Rasmussen.

Ansvaret bærer både KL og Folketinget, mener han.

Og nogle kommuner har nok også følt sig stærkt fristet her og nu for at få udbetalt penge for salget af KMD.

"Det er lidt ligesom at tisse i bukserne. Det varmer, og så bliver det iskoldt. Det sker for kommunerne her," siger Poul Nyrup Rasmussen.

Advarsler også fra it-chefer

En af dem, der også advarede imod et KMD-salg, var Foreningen af Kommunale it-chefer.

Foreningens formand, Jørgen Kristensen, understreger, at foreningen skam ytrede sine holdninger på det område offentligt allerede inden salget, men at foreningen ikke blev budt ind til drøftelser med KL og KMD, sådan som andre foreninger af kommunale chefer blev det.

"Det var svært at trænge igennem med drøftelser af alternative løsninger, som det at skille KMD op i forskellige forretningsområder, sælge nogle fra og beholde dem, der reelt stod udenfor konkurrence (drift og forvaltning af monopolsystemer og fællesoffentlige stamdatasystemer, red.) til senere systemmodernisering med andre fællesoffentlige, statslige drevet registre," har han tidligere sagt til Computerworld.

Fortryder salg

I kølvandet på en række prisstigninger stillede blandt andet Fredericia Kommune for nylig også spørgsmålstegn ved, om man overhovedet burde have solgt KMD.

Direktør for økonomi, it og borgerservice, Marianne Rasmussen, oplyste, at kommunen har oplevet en prisstigning på over 25 procent fra KMD.

Hun forklarede, at det er sket over de seneste fem år, og at der er købt blandt andet et arbejdsmarkedssystem. Tidligere havde kommunen en fastprisaftale.

Men de yderligere ydelser ændrer ikke ved, at hun synes,
at det var en urimelig stigning.

"Jeg har også brokket mig gevaldigt," sagde hun.

Computerworld har tidligere beskevet, hvordan flere af landets største kommuner har oplevet prisstigninger på over 50 procent.

KMD's direktør afviste, at to af prisstigningerne skulle være sket efter kapitalfondens overtagelse af virksomheden.

Afhængighed og ny prisstruktur

Marianne Rasmussen understregede, at fremover vil hun være meget opmærksom, når det gælder KMD's priser.

"Der sker en stor omlægning af prisstrukturen. Så vi er meget opmærksomme, for der kommer nogle kraftige prisstigninger," sagde hun.

Tvivl om KMD-salget

De højere priser og det stærke afhængighedsforhold til KMD får både Marianne Rasmussen og andre til at stille spørgsmålstegn ved den måde, KMD blev solgt på.

Tidligere har kommunaldirektøren i Aalborg Kommune sagt
til Nordjyske Medier, at han frygtede prisstigninger som
følge af salget af KMD.

"Var det overhovedet en god idé at sælge KMD, spørger vi
os selv. Ja, vi fik penge ud af det, men hvad med udgifterne nu," sagde Marianne Rasmussen direkte.

Og kommunerne står da også i økonomiske problemer til op over begge ører i dag, hvor penge til folkeskoler og ældre trænger sig på.

To hemmelige Løkke-notater

Men kommunernes forening, KL, bærer ikke ansvaret alene, mener Poul Nyrup Rasmussen, der dog ikke vil gisne om, i hvor høj grad regeringen har været inde over en af de største virksomhedshandler i 2008.

Et faktum er det dog, at loven, om at KL skulle sælge KMD, blev vedtaget i Folketinget.

Men helt frem til salget i 2008 har Finansministeriet holdt et vågent øje med sagen.

I august 2008 - få måneder før KMD-handlen kom i hus - blev der udarbejdet to notater i Finansministeriet om salget af KMD.

Det skete samtidig med, at nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var chef for ministeriet.

Men ministeriet vil ikke offentliggøre notaterne.

"Finansministeriet har den 19. august 2008 udarbejdet to notater vedrørende forhold omkring salget af KMD. Disse to notater har karakter af interne arbejdsdokumenter og er derfor ikke omfattet af retten til aktindsigt," skriver Finansministeriet til Computerworld.

Tidslinje

Kommunedata blev skabt i 1972 ved at lægge en række kommunale edb-centraler sammen.

Navnet er siden skiftet til KMD, og Kommunernes Landsforening (KL) blev eneejer, efter at Amtsrådsforeningen trådte ud i år 2000.

August 2003
KL beslutter at lægge KMD over i et holdingselskab. Det gør det juridisk muligt at sælge selskabet.

Juni 2005
Randers Byråd med borgmester Michael Aastrup Jensen i spidsen fremlægger forslag om at sælge KMD.

Marts 2006
Salget af KMD nedstemmes på KL's delegeretmøde.

Juni 2006
En ny lov forbyder kommunalt ejede selskaber at få mere end 25 procent af deres omsætning fra det private marked. Det tvinger KL til med tiden at sælge KMD, men selskabet har en dispensation fra loven, der gælder til 2012.

Juni 2007
Administrerende direktør i KMD, Lars Monrad-Gylling, melder, at firmaet er ved at nå 25 procent omsætning fra private kunder.

Maj 2008
KMD's administrerende direktør, Lars Monrad-Gylling, bekræfter, at KMD nu henter mere end 25 procent af omsætningen uden for det kommunale marked. Det giver tre år til et salg af KMD, med mindre virksomheden får dispensation fra lovgivningen.

August 2008
Finansministeriet med Lars Løkke Rasmussen i spidsen udarbejder to notater om KMD-salget.

September 2008
KMD og KL offentliggør, at der er lavet en overgangsaftale, som en eventuel køber af KMD skal underskrive. Aftalen sikrer kommunerne leveringssikkerhed. KMD's bestyrelse har salget på dagsordenen.

December 2008
KMD sælges til kapitalfonden EQT. ATP er medinvestor.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere