Computerworld News Service: Det globale salg af netbooks forventes at stige i årets første kvartal men kan blive påvirket af de håndholdte tablet-pc'er såsom Apples iPad, der bliver mere og mere populære, vurderer analysefirmaet DisplaySearch i en rapport, der udkom mandag.
Det globale netbookmarked kan komme op i nærheden af 8,7 millioner solgte enheder i første kvartal. Dette er en vækst på 44,9 procent i forhold til første kvartal i 2009, fortæller Chris Connery, der er vice president hos DisplaySearch. Tablet-pc'er med en målgruppe af brugere, der ønsker at se videoer, læse e-bøger og surfe på internettet, kan dog snuppe en bid af kagen, vurderer DisplaySearch.
Væksten i netbooksalget har delvist noget at gøre med lave priser, men pc-producenterne og -forhandlerne er nu bekymrede over de smallere profitmarginer og lavere omsætninger, som disse enheder genererer, fortæller John Jacobs, der leder analyserne af netbookmarkedet hos DisplaySearch.
Pc-producenterne vil muligvis flytte fokus over på produkter, der giver en højere profitmargin såsom tablet-pc'erne, der kan generere en højere omsætning og levere en funktionalitet, der er sammenlignelig med netbooks.
Tablet-pc'er, der har præinstalleret indhold, mekanismer til levering af indhold samt applikationer vil være i stand til at genere en højere omsætning og bedre profitmarginer for producenterne, forhandlerne og leverandørerne, mener Jacobs.
Apples iPad, som i lørdags kom i handlen i USA, er en håndholdt enhed med en touchscreen på 9,7 tommer, hvorpå brugerne kan se videoer, spille og surfe på internettet. Men til forskel fra netbooks har den ikke et indbygget tastatur, hvilket kan gøre den mindre velegnet til produktivitetsformål. Både Hewlett-Packard, Dell, Asus og Lenovo vil efter planen introducere konkurrerende produkter senere på året.
På trods af truslen fra tablet-pc'erne forventes det globale salg af netbooks fortsat at stige, siger DisplaySearch. Det samlede salg af såkaldte mini-bærbare, hvilket inkluderer netbooks og tablet-pc'er, kan i år nå op på 43,8 millioner enheder. Dette vil udgøre en vækst på 28,5 procent. Netbooks vil udgøre rundt regnet 20 procent af alle bærbare pc'er solgt i år, vurderer DisplaySearch.
Oversat af Thomas Bøndergaard