Artikel top billede

Foto: Ole Hartmann Schmidt/TDC. (Foto: Ole Hartmann Schmidt/TDC)

TDC satser 25 milliarder på kæmpe net-udbygning

Danmarks største teleselskab har udarbejdet en strategi for de næste 10 år, og her vil TDC udbygge sin infrastruktur med især fibernet for 25 milliarder kroner.

Topledelsen i TDC lægger i disse dage sidste hånd på teleselskabets fremtidige netstrategi.

Selskabets bestyrelse har godkendt et udkast til strategien, som omfatter en udbygning af mobil- og fastnettet for 25 milliarder kroner de kommende 10 år.

Det fortæller koncerndirektør Carsten Dilling med ansvar for TDC's infrastruktur samt netdirektør Jess Julin Ibsen til Computerworld.

"Det er en opjustering af de investeringer, der ligger på fiber- og mobilsiden. Der er ingen tvivl om, at der sker en kraftig reprioritering af de ting, vi foretager os, og her vil fiber og mobil fylde mere," siger Carsten Dilling.

TDC købte i november sidste år DONG's fibernet i Nordsjælland og Storkøbenhavn for 325 millioner kroner, og det har spillet en rolle.

"Efter vi købte DONG's net, har vi arbejdet på at finde ud af, hvordan vi bedst kan bruge det her store fibernet, og det er det, der har ført til opdateringen af vores strategi," fortæller Carsten Dilling, der står i spidsen for TDC Operations.

Strategien er kort fortalt, at TDC investerer kraftigt i at udbygge et såkaldt fiber-feeder-netværk. Det er et netværk, som skubber fiberkabler tættere på forbrugerne, men samtidig kan selskabets andre indtægtsstrømme som mobilnettet, YouSee-kabelnettet og erhvervskunder også udnytte det. På den måde bliver nettet mere rentabelt frem for, hvis det eksempelvis kun var privatkunder på fastnettet, som kunne betale for investeringen.

Denne form for udrulning har TDC praktiseret indtil nu, men tempoet har været noget lavere, end det bliver fremover.

"Vi skal skifte gear med et ekstra nul bag på tingene, og det bruger vi en væsentlig del af vores tid på. Det er i fuld gang på mobilnettet og tager fart på fastnettet fra slutningen af i år og frem," siger Carsten Dilling.

Netværket skal understøtte mobilnettet

Den såkaldte fiber-feeder-strategi er ifølge Carsten Dilling samtidig vigtig, fordi TDC planlægger at øge hastigheden på sit mobile bredbånd.

Staten udbyder i næste måned nye sendetilladelser på en auktion, og får TDC fat i sådan en tilladelse, vil selskabet kunne tage LTE-teknologien i brug. Det er en teknologi, som understøtter mere kapacitet samt højere hastighed i mobilnettet, men til gengæld bliver der kortere afstand mellem sendemasterne. Og netop sendemasterne skal forbindes med fiberkabler.

TDC's netdirektør, Jess Julin Ibsen, forklarer, at alle teknologierne, som teleselskabet råder over, er tænkt sammen i den nye strategi. I forvejen havde TDC et fibertransportnet i Nordsjælland, men købet af DONG's fibernet gør det nemmere at udrulle et kraftigt mobilnetværk i området.

"Der er en relativ stor grad af overlap mellem de to netværk, men DONG's fibernet komplementerede vores netværk godt på et tidspunkt, hvor LTE-teknologien vil stille krav til en tættere udrulning af mobilnetværk, så på den måde sætter købet af DONG's net os i stand til at bevæge os lidt hurtigere," siger Jess Julin Ibsen.

Koncerndirektør Carsten Dilling supplerer og forklarer, at TDC i 2009 og 2010 har haft meget fokus på at sikre en bred dækning med den nuværende teknologi for mobilt bredbånd, 3G.

"Der er ingen tvivl om, at mobildelen fylder relativt meget mere i år, fordi vi skal have gjort 3G-platformen færdig, så vi kan skalere aggressivt på den fremover," siger Carsten Dilling.

Inden årets udgang vil 90 procent af danskerne have adgang til 3G-mobilt bredbånd med en teoretisk hastighed på 7,2 megabit i sekundet.

"Vi har fået etableret en platform, som meget hurtigt med software-opdateringer kan skubbe os lynhurtigt op til 21 megabit i løbet af i år, og så vil der ske en tilsvarende opgradering til 42 og senere 84 megabit, så skalerbarheden i vores 3G-platform er god i forhold til det behov, som vi forventer de næste tre til fem år," fortæller Carsten Dilling.

Hvor længe holder det gamle telefonnet?

I dag har hovedparten af TDC's bredbåndskunder et kobberkabel fra hjemmet og ud til den nærmeste telecentral. Herefter er infrastrukturen i TDC's netværk forbundet af fiberkabler.

De senere år har TDC dog arbejdet på at skubbe fiber fra centralen og helt ud til det sidste gadeskab, så kunderne på den måde kan få endnu højere hastigheder ud af deres gamle kobberkabel. Det sker ved hjælp af VDSL-bredbånd, som har afløst den tidligere kendte ADSL-teknologi.

"De fremskudte trin har vi indtil nu talt i hundredvis, men fra slutningen af året og fremefter taler vi tusindvis. Det vil sige, at det er planen at få fiberen ud til det sidste gadeskab, før kobberet går de måske sidste 20 til 250 meter, og det er derfor, at vi kan skrue hastigheden op på kobberløsningen," siger Carsten Dilling

TDC vurderer, at denne strategi vil give danskerne adgang til bredbånd med hastigheder på 50 til 70 megabit per sekund.

"Vi tror, at VDSL efter 2015 nok vil have toppet, fordi vi til den tid begynder at se de højere hastigheder komme i spil, men frem til 2015 eller 2017 vil det være den primære teknologi," siger Jess Julin Ibsen.

I tidsrummet 2015 til 2017 vil TDC begynde at nedgrave fiberkabler det sidste stykke ud til privatkunderne, men kobber vil stadig fylde størstedelen, fordi det hele tiden bliver muligt at trække mere hastighed ud af de gamle telefonkabler, hvis de er forholdsvis tæt på en fiberinfrastruktur.

"Hvorfor skal vi gå ud og grave folks forhave op for at levere noget, som der ikke er behov for? I det øjeblik markedet udvikler sig sådan, at husstande skal bruge mere end 100 til 130 megabit, som vi kan levere på kobber, så vil vi udskifte det sidste kobber til fiber," siger netdirektør Jess Julin Ibsen.

Derudover sidder TDC også på en koaks-infrastruktur - YouSee-kabelnettet - og her vil det være muligt at øge hastigheden til 500 megabit inden for få år, mens det vil være muligt at få en gigabit-forbindelse i 2020.

"Her vil det være tåbeligt at udskifte nettet med fiber, når vi kan komme op på en gigabit i 2020," siger Jess Julin Ibsen.

Økonomi i at fastholde kobber

Der har i de senere år hersket en større teknologi-krig på det danske telemarkeds faste infrastruktur, hvor TDC har stået med sin kobber-infrastruktur på den ene side, mens danske energiselskaber på den anden side har nedgravet fiberkabler for mere end otte milliarder kroner.

Elselskaberne har endnu ikke bevist, at de kan forrente investeringen, mens TDC tjener gode penge på den kobberinfrastruktur, som selskabet fik med, da det blev privatiseret i 1998.

Fastholder strategi trods ejerskifte

Og der er en grund til, at TDC forsøger at presse mest muligt ud af kobberet.

"En meget væsentlig del af budgettet hver eneste år er fiberen, fordi det kræver entreprenørarbejde at smide fiberen frem til de her punkter og master," siger Jess Julin Ibsen.

TDC satser på fiber-feeder-strategien, hvor fibernettet udgør skelettet i infrastrukturen, men fingerspidserne skal fortsat være kobber.

"Det er væsentligt at holde fast i, at det er fiber på en anden måde end hos vores kære kollegaer, fordi vi ikke skubber fibernettet det sidste stykke, og fordi vi også bruger det til noget andet," siger Jess Julin Ibsen.

Han tilføjer, at det er fiberkablet ud til selve husstanden, der kan sende udgifterne i vejret.

"Det er det sidste gravearbejde, der gør det tosset, hvor man skal bryde asfalt eller fortov op, for her kan det koste op til 1.000 kroner per meter at få udført entreprenørarbejde," siger Jess Julin Ibsen.

Samtidig tilføjer Carsten Dilling, at TDC over en tre-årig periode kan spare et tre-cifret millionbeløb ved at have kobber det sidste stykke ud til hjemmet, fordi TDC derfor undgår at skulle udskifte it-systemerne, der håndterer driften af nettet.

Strategien frem til 2020 - uanset ejer

Den nye netstrategi er godkendt af den nuværende bestyrelse, men det kan meget vel være en helt anden bestyrelse med andre ejere i ryggen, der har indtaget selskabet inden for en overskuelig fremtid.

TDC er ejet af fem kapitalfonde, som i slutningen af november sidste år satte telekoncernen til salg. Det kan meget vel betyde, at TDC i løbet af 2010 får nye ejere og dermed skal have en ny bestyrelse, men strategien er den samme, fastslår Carsten Dilling.

"Den strategi, som vi har lagt frem, udarbejdet og også bearbejdet med bestyrelsen, vil være strategien for de næste 10 år, og det vil være den bærende netværksstrategi, uanset om TDC har den ene eller anden ejer," siger Carsten Dilling.

TDC er en af fire mobiloperatører i Danmark, mens selskabet sidder tungt på den faste infrastruktur med sit ejerskab af kobbernettet, YouSee-kabelnettet og nu også det tidligere DONG-fibernet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere