Artikel top billede

Kim Gerner påpeger, at halvdelen af topcheferne hos it-konsulent- og servicevirksomhederne har måttet foretage gennemgribende omkostnings­reduktioner eller rationaliseringer i de seneste par år. Foto: Torben Klint (Foto: Torben Klint)

Konsulent? Sådan klarer du krisen

2010 bliver et hårdt år for it-konsulenter, men nogle lader til at have fundet formularen til overlevelse. Læs deres gode råd her.

Konsulenter er vant til at stå i problemer til op over begge ører. Ja, nogle lever ligefrem af at løse problemer for andre. Nu er it-konsulentbranchen selv havnet i et stort sort hul med dystre fremtidsudsigter.

Det viser Deloittes IT-Vækstbarometer 2009, hvor omkring 300 topchefer i it-branchen - herunder topchefer for it-konsulenthuse - er blevet spurgt til deres forventninger til fremtiden.

Men nogle konsulenthuse - om ikke skøjter hen over problemerne - så i hvert fald klarer sig hæderligt.
Det gælder blandt andet PØ Data, der blev kåret til årets konsulenthus 2009 i Computerworlds Top 100-analyse.

Selskabet har i slutningen af 2009 og starten af 2010 oplevet, at holde samme omsætning og indtjeningsniveau. Om end man har oplevet et mindre fald i forhold til 2008.

Her mener direktør Pierre Ørndorf at det at gøre faste omkostninger til variable omkostninger er en af vejene frem i krisen.

"Se dybt i dig selv, og analyser, hvilke funktioner det er tvingende nødvendigt, at du har i egen organisation. Måske kan arbejdet organiseres på en anden måde, således at nogle funktioner kan outsources," siger han.

Pierre Ørndorf mener desuden, at man i krisetider skal være 100 procent sikker på, at målene for de enkelte medarbejdere støtter virksomheden i sin helhed.

"Vi lever i et KPI-helvede (KPI = key performance indicators, red.). Hvis en virksomhed ikke er opmærksom på at undgå suboptimering, kan den komme til at fastsætte mål for enkelte medarbejdere og ledelsen, som virker gavnlige lige nu og her, men som på sigt skader virksomheden i forhold til dens interessenter," siger han.

Direktøren forklarer, at hvis målet for en medarbejder eksempelvis er at presse underleverandørerne mest muligt på prisen, ender det måske med, at de ikke længere kan skaffe dygtige underleverandører, fordi de i mellemtiden er gået konkurs eller gået andre veje som følge af, at priserne er faldet til et urealistisk lavt niveau.

Desuden fortæller han, at det kan føre til dårlig presseomtale, boykot og konkurs, hvis en konsulentvirksomhed udelukkende fokuserer på de kortsigtede gevinster, eller hvis ledelsen arbejder ud fra private interesser - ligesom man for eksempel har set det i flere banker.

Hans konklusion er, at målene for de enkelte medarbejdere bør understøtte virksomheden som en helhedsbetragtning, således at ingen for personlig vindings skyld foretager handlinger, som strider mod virksomhedens egentlige interesser.

Til sidst peger Pierre Ørndorf på, at man skal gå i dialog med sine kunder og ikke være bange for at udfordre dem.

"Kom rundt om samarbejdet, og få det belyst fra flere sider. Dialogen skal være mere end et almindeligt ‘hvad skal det være' hen over købmandsdisken. Du får måske nogle knubs, men på sigt bliver samarbejdet mere værdifuldt," siger han.

Tre gode råd

Twins Consulting, er et andet konsulenthus. Virksomheden har 40 kontraktansatte it-konsulenter, som løser opgaver inden for udviklingsarbejde, projektledelse og arkitektur.

Selskabet kan ikke prale af en omsætningsvækst i 2009, men holder niveauet fra 2008. Og indtjeningen gik i nul, hvilket direktør Birgitte Rygaard faktisk er stolt over i disse hårde tider.

Hun mener, at it-konsulenthuse bør koncentrere sig om, disse tre ting: Ordentlighed, fleksibilitet og kreativitet.
Birgitte Rygaard forklarer, at i det nuværende marked skal konsulenthuse sikre sig at være på linje med alle aktører.

"Ordentlighed hele vejen rundt, altså at både kunden, konsulenten og bureauet arbejder ud fra et fælles kodeks, som overholdes af alle parter," siger hun.

Derudover peger hun på, at markedet tvinger alle til at være endnu mere fleksible end tidligere.

"Konsulenthuse bør finde fleksible løsninger i forhold til kontrakter og ansættelser hos både konsulenter og kunder," siger hun.

Endelig peger Birgitte Ry­gaard på, at det er vigtigt ikke at male fanden på væggen.

"Det er vigtigt, at tænke kreativt og fokusere på mulighederne i en recession," siger hun.

Birgitte Rygaard fremhæver, at hendes eget firma i den sammenhæng har den fordel, at man som et mindre konsulenthus har gode muligheder for at agere hurtigt i forhold til markedet.

Birgitte Rygaard oplyser, at selskabet faktisk ligger 50 procent over budget i første kvartal 2010, hvor man oplevede vækst inden for specialiserede kompetencer.

Ramte hårdt - og pludseligt

Generelt hersker der ikke den optimisme blandt konsulenthusenes øvrige chefer.

Hele 27 procent af topcheferne i landets it-konsulent- og servicevirksomheder ser den generelt faldende efterspørgsel og negative markedsvækst, som den største udfordring i 2010. Det viser Deloittes IT-Vækstbarometer.

"Ydermere vurderer 17 procent, at evnen til at tilpasse sig markedet og have den rette fokus og strategi vil være den største hurdle de næste par år," siger Kim Gerner, partner og leder af Deloittes division for teknologi, medier og tele.

Han oplyser, at forventningen om generelt faldende efterspørgsel og negativ markedsvækst står i skærende kontrast til vurderingen året før.

"Her anså kun seks procent dette som den største udfordring," siger han.

Faktisk er der vendt op og ned på tingene i denne del af it-branchen.

Året før anså hele 49 procent af topcheferne nemlig evnen til at rekruttere og fastholde medarbejdere som den absolut største udfordring.

I år er tallet helt nede på 14 procent.

"Det må siges at være en betragtelig reduktion - om end medarbejderne dog stadig vurderes at være den tredjestørste udfordring for ledelserne. Det vidner om, at medarbejderne selv i svære tider naturligvis er afgørende for virksomhederne," siger Kim Gerner.

Og at bevare konkurrencedygtigheden i it-branchen er hårdt arbejde. Ikke kun ved særligt festlige lejligheder, men kontinuerligt, understreger Kim Gerner.
"Og det er ikke blevet bedre af krisen," siger han.

Nye tider - nye priser

Kim Gerner peger på, at halvdelen af topcheferne hos it-konsulenter og servicevirksomhederne har måttet foretage gennemgribende omkostningsreduktioner eller rationaliseringer i de seneste par år.

"Ser vi fremad forventer de samme topchefer, at det bliver langt mindre nødvendigt at rationalisere de næste par år," siger Kim Gerner.

Men set i bagklogskabens lys - og resultater fra de tidligere års IT-Vækstbarometre, har det desværre vist sig, at forventningerne ikke har kunnet indfries.

"Vi forventer, at de faktiske tal bliver højere end de forventede. Det er barskt, men i sin grundsubstans positivt, fordi det viser, at nogle af de vigtige værktøjer til at vedligeholde konkurrencekraften bringes i anvendelse," siger Kim Gerner.

Og priserne for konsulent­ydelser har da også generelt fundet et andet niveau end tidligere. Ifølge analysefirmaet IDC er it-konsulentpriserne faldet med gennemsnitligt fem procent i første halvdel af 2009. Men for store virksomheder, der køber konsulenter i metermål, kan der være endnu større besparelser, har Computerworld tidligere beskrevet.

"I øjeblikket kan vi få nogle gode priser. Vi kan godt mærke, at der sidder lidt flere konsulenter på bænken end tidligere, og at der derfor er flere konsulentvirksomheder, der gerne vil investere noget af timeprisen for at få opgaven," udtalte Lars Fruergaard Jørgensen, it-chef hos Novo Nordisk til Computerworld i begyndelsen af det nye år.

Det værste er imidlertid, at 22 procent af topcheferne i denne del af it-branchen i de seneste par år har følt sig truet af alvorlige økonomiske vanskeligheder.

"I en tid med likviditetsmangel er det dybt bekymrende. Det viser, hvor vigtigt det er at have hånd om likviditetsstyringen," siger Kim Gerner.

Aktiv bestyrelse

Han forklarer, at ledelsen har brug for al den kompetence, der kan samles.

"Her kan og bør bestyrelsen spille en aktiv rolle og bruges som sparringspartner til den daglige ledelse," siger han.

Oveni er det blevet markant vanskeligere at skaffe ny kapital, og i it-branchen er det it-konsulenter og servicevirksomhederne, der er hårdest ramt, oplyser Kim Gerner.

"Hele 84 procent finder det sværere at skaffe kapital i år end tidligere," siger Kim Gerner.

"Den nære fremtid tegner således ikke specielt positiv, og set i lyset af, at 15 procent af topcheferne i konsulenthuse og it-servicevirksomheder plan­lægger at indhente ekstern kapital de næste par år, spår vi, at det bliver en svær øvelse, og at nogle bliver skuffede," siger han.

Han forklarer, at det billede ikke bliver bedre af, at 15 procent af topcheferne i dette segment af it-branchen anser manglen på kapital som den største trussel mod it-branchen de næste 12 måneder.

"Året før fandt mindre end en procent, at det var trussel nummer ét. Vi er overbevist om, at truslen skal tages alvorligt - ikke mindst i lyset af, at mere end hver femte af it-konsulenthusene og it-servicevirksomhederne i det forgangne år efter eget udsagn har følt sig alvorligt økonomisk truet," siger han.

Derfor er frontløbernes råd til, hvordan man kommer igennem krisen med succes måske vigtigere end nogensinde.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere