Nye regler gør, at ministre fremover skal offentliggøre, hvilke gaver de modtager.
Her kan du læse videnskabsminister Helge Sanders gaveliste de sidste ni måneder.
Blandt gaverne er tre flasker rødvin fra JN Data. Desuden har ministeren fået bogen "Return on Strategy - How to achieve it" af Andersen Advisory Group A/S.
Men sammenligner man Helge Sanders gaveliste med statsministerens, så blegner mængden af gaver på Sanders bord.
Statsministeren har sågar modtaget en bog af den i it-branchen så kendte Klaus Riskjær Pedersen, der i dag sidder bag tremmer.
Helge Sander derimod må nøjes med blandt andet et gæstekort til Zoologisk Have, som han har fået af haven selv, et årskort til Experimentarium - og så har videnskabsministeren såmen også fået et togkort fra DSB.
I den mere kuriøse ende har Helge Sander fået en ambassadegave, der bestod af syv styk papajafrugter.
Fra COP15 til Bording KFUM Håndbolds julecup
Ifølge de nye regler skal ministrene også oplyse om "oficielle repræsentative opgaver". Og her spænder aktiviteterne bredt for Helge Sander.
Den 12. december var han til åbning af Bright Green udstillingen i forbindelse med COP15 i København.
Ligesom han deltog i middag på den kinesiske ambassade med kinesiske deltagere under klimatopmødet.
Og 20. november deltog Helge Sander i tiltrædelsesreception for den nye administerende direktør Morten Bangsgaard fra IT-Branchen.
I en helt anden boldgade var videnskabsministeren 30. december til præmieoverrækkelse i forbindelse med Midtjysk Julecup i Ikast, hvor arrangøren var Bording KFUM Håndbold.
Ministeren har også vist interesse for andre sportsbegivenheder. 31. juli var han til cykelløbet Post Danmarks Rundt, hvor han var til tredje etape, der blev kørt mellem Århus og Vejle.
I august stod den på koncerter. 11. august var han således til koncert med Madonna, hvor der også var middag i Parken. Arrangøren var Parken Sport og Entertainment.
En lille uge efter, 16. august, var han til koncert med Coldplay, hvor der ligeledes var middag. Denne gang i Herning, hvor arrangøren var Messecenter Herning.
Du kan læse om alle de andre arrangementer på videnskabsministeriets hjemmeside.