I årevis har Google kritiseret fingerprinting som en metode, der gør det sværere for brugere at beskytte deres data mod reklameindustrien. Alligevel har Google nu åbnet op for den kontroversielle sporingsteknologi.
To dage før juleaften lagde Google en decideret hadegave under træet til de forbrugere, der værner om deres digitale privatliv.
Den 22. december annoncerede Google nemlig, at selskabet ville indføre sporing af enkelte individers digitale fingeraftryk via den såkaldte fingerprinting-metode.
Metoden fungerer ved at kombinere en række datapunkter, såsom skærmstørrelse, browserindstillinger, tidszone og IP-adresse, for at skabe en unik profil af hver bruger.
I modsætning til cookies, som kan slettes eller blokeres, er fingerprinting langt vanskeligere at undgå.
Ændringen trådte i kraft i søndags – den 16. februar – og har udløst kritik fra både myndigheder og privatlivsaktivister, der advarer om, at brugere nu får endnu sværere ved at beskytte deres data mod reklameindustrien.
"En sporingsmetode, som folk ikke kan gøre noget ved"
Google har i årevis kritiseret fingerprinting som en metode, der “subverterer brugerens valg og er forkert.” Ikke desto mindre har tech-giganten nu valgt at slække sine restriktioner på teknologien.
Googles begrundelse for ændringen er, at brugernes internetvaner har ændret sig, og at virksomheder har brug for nye måder at målrette annoncer på – især på platforme som smart-tv’er og spillekonsoller, hvor traditionelle cookies ikke fungerer effektivt.
Men kritikken har ikke ladet vente på sig, siden Google meldte beslutningen ud. Flere privatlivsorganisationer og myndigheder ser Googles beslutning som et alvorligt tilbageskridt for forbrugerbeskyttelse.
Den britiske databeskyttelsesmyndighed (ICO) kalder over for BBC ændringen for “uansvarlig” og hævder, at virksomheder ikke har frit spil til at bruge fingerprinting, medmindre det sker lovligt og gennemsigtigt.
ICO advarer om, at de vil overvåge Googles implementering af fingerprinting nøje og gribe ind, hvis metoden ikke lever op til privatlivslovgivningen.
BBC har også talt med Mozilla-ingeniøren Martin Thomson, der peger på, at fingerprint-teknologien gør det næsten umuligt for brugere at forhindre sporing:
"Ved at tillade fingerprinting har Google givet sig selv – og den reklameindustri, de dominerer – tilladelse til at bruge en sporingsmetode, som folk ikke kan gøre noget ved."
Reklameindustrien jubler
Mens privatlivsaktivister råber vagt i gevær, er reaktionen i reklameindustrien og blandt annoncører en helt anden.
Den amerikanske fødevareproducent Mondelēz, der herhjemme blandt andet er kendt for mayonnaisen Miracle Whip, udtaler til det amerikanske medie Adexchanger:
"Dette åbner nye muligheder for økosystemet i en stadigt mere fragmenteret digital verden, mens brugerens privatliv respekteres," siger Jon Halvorson, global chef for digital handel hos Mondelēz.
Også den amerikanske brancheorganisation Network Advertising Initiative hilser Googles nye tracking-metode velkommen.
Ifølge organisationen vil fingerprinting-teknologien hjælpe med at muliggøre privatbeskyttende målinger på tværs af enheder.
Hårdere regulering i vente?
Googles ændring kommer på et kritisk tidspunkt, hvor selskabet allerede er under massivt pres fra myndigheder verden over.
I USA står Google over for en stor retssag om sin dominerende position på søgemarkedet, hvor justitsministeriet har antydet, at Chrome-browseren kan blive solgt fra som en del af en mulig afgørelse.
Samtidig har EU og Storbritannien tidligere været kritiske over for virksomhedens håndtering af brugerdata.