I en tv-udsendelse forrige torsdag, Operation X: Skat Til Torskegilde, kom det frem, at en chef-konsulent hos Skat, Leif Schandorph, skulle have spurgt it-leverandører, om de vil sponsere en lokal håndboldklub.
Desuden bliver der i udsendelsen fremlagt dokumentation, der antyder, at en it-leverandør i en årrække har overfaktureret skat med flere millioner kroner.
Nu ser det ud til, at sagen får et retsligt efterspil. Ifølge en intern skrivelse, som TV 2 Nyhederne er kommet i besiddelse af, så har Skat nemlig meldt sagen til politiet.
Skat bekræfter, at sagen er blevet anmeldt, men er derudover meget sparsomme med oplysninger om, hvad der konkret ligger til grund for anmeldelsen.
"Vi kan bekræfte, at vi har meldt sagen til politiet. Politianmeldelsen er ensbetydende med en uvildig behandling af sagen og sikring af retssikkerhed for de involverede parter. Men vi har i øvrigt ikke mulighed for at kommentere en konkret personalesag," skriver Jesper Skovhus Poulsen, koncerndirektør i Skat, i en e-mail.
Har benægtet hidtil
Hvad Jesper Skovhus Poulsen præcis mener, når han skriver, at Skat har meldt 'sagen', har Skat ikke ønsket at uddybe.
Tidligere har Jesper Skovhus Poulsen benægtet, at der skulle være foregået noget fusk i forbindelse med forholdet til it-leverandøren Venzo.
Den gang som nu ønskede han ikke at kommentere den konkrete sag om Leif Schandorphs habilitet i forholdet til it-leverandøren.