Indhold
En del dvd-brændere indretter brændehastigheden efter de brændbare dvd-mediers id-kode. Det skyldes, at producenter af dvd-brændere antager, at mærkevarer lever op til deres hastighedsopgivelser.
Men der er ingen kontrol omkring anvendelsen af disse koder på de brændbare skiver, skriver PC World Norge.
Det betyder, at en producent kan fabrikere skiver, der af brænderne detekteres som et helt andet mærke. Resultatet kan blive fejlbrændinger eller ulæselige medier.
Der er endnu ingen meldinger om udbredelsen af problemet og ej heller af konsekvenserne.
Siden der ikke er nogen copyright på id-koder til de brændbare skiver, er det også et åbent spørgsmål, om forbrugerne kan kræve kompensation, hvis dvd-brændingerne mislykkes på grund af misbrugte id-koder.