Artikel top billede

Ny PET-kontrol ikke lovfæstet

Justitsministeren har strammet kontrollen med PET's behandling af persondata. Privacy-fortaler glæder sig over stramning her og nu, mens tidligere justitsminister savner lovfæstning.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har med et sæt nye retningslinjer for Politiets Efterretningstjenestes (PET) behandling af personoplysninger på overfladen fået strammet op på forholdene omkring retssikkerheden.

Retningslinjerne rummer nemlig positive sider i retning af øget kontrol af PET's beføjelser, mener formand for interesseorganisationen Dansk Privacy Netværk, Frederik Kortbæk, som har studeret de offentliggjorte retningslinjer fra Justitsministeriet.

Men han peger på, at den grundlæggende retssikkerhed samtidig halter, fordi reglerne er udstukket administrativt af justitsministeren i stedet for at hvile på et lovgrundlag.

"Umiddelbart vil jeg sige, at den åbenhed, der lægges op til, er et gode sammenholdt med, at det såkaldte Wamberg-udvalg får en ny kontrolmulighed," siger Frederik Kortbæk.

De ny retningslinjer skal dog ifølge Frederik Kortbæk ses som en formalisering af den arbejdsmetode, som Wamberg-udvalget har udviklet gennem årene.

Han hæfter sig ved, at Wamberg-udvalget får nye kontrolmuligheder overfor PET i forhold til tidligere.

"Der er tale om en udvidelse af udvalgets indsigt, dels til at omfatte de såkaldte støttedatabaser, dels adgangen til stikprøver," siger Frederik Kortbæk.

Savner lovgivning

Politiets Efterretningstjenestes virksomhed er ifølge Frederik Kortbæk udtrykkeligt undtaget fra persondataloven, som beskytter borgernes personoplysninger. Derfor mener han, at man på flere områder kan tolke de nye retningslinjer for kontrollen med PET som en forbedring af retssikkerheden.

Alligevel ville en egentlig lov på området frem for retningslinjer være bedre, mener Frederik Kortbæk.

"Eftersom PET's virke ikke er baseret på en lov, kan ministeren administrativt udfærdige disse regler. Det vil retssikkerhedsmæssigt være bedst med en egentlig lov og dermed bedre parlamentarisk kontrol," siger han.

Når det er sagt, peger han på, at man skal se det nye regelsæt i sammenhæng med, at PET's indhentning af oplysninger grundlæggende er underlagt domstolskontrol.

"Men denne kontrol omfatter kun selve anmodningen, hvorimod der stadig savnes en sikkerhed for borgeren om, hvorvidt de indsamlede oplysninger behandles og opbevares sikkert," siger Frederik Kortbæk.

Tidligere justitsminister ryster på hovedet

Hos foreningen Retssikkerhedsfonden er formand Ole Espersen, der er tidligere justitsminister for Socialdemokraterne, mere pessimistisk end Frederik Kortbæk.

Ole Espersen fortæller, at det er mere end tre år siden, at regeringen lovede de nu offentliggjorte retningslinjer overfor PET til gengæld for terrorlovgivningen i 2006.

Han noterer sig, at de nye retningslinjer for PET's behandling af personoplysninger, ikke er baseret på lovgivning, men på en administrativ beslutning og oprettelsen af Wamberg-udvalg, der er uden lovhjemmel og nedsat af justitsministeren.

Derfor er der stadig ikke tale om et parlamentarisk organ, og derfor stadig ingen øget parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesten, fastslår Ole Espersen.

Udskyder den rigtige løsning

"Det her udskyder jo den rigtige løsning, nemlig et lovgrundlag for efterretningstjenesten. Domstolen i Strasbourg har gentagne gange fastslået, at en efterretningstjeneste, der fungerer som vores, skal hvile på et eksplicit lovgrundlag," siger Ole Espersen.

Ifølge Ole Espersen er det netop konklusionen fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som er årsag til, at et andet udvalg - det såkaldte Wendler Pedersen-udvalg - for mere end 10 år siden blev sat til at revidere hele regelgrundlaget for PET og komme med et lovudkast.

Det er der dog endnu ikke kommet noget ud af, fordi Wendler Pedersen-udvalget har afventet PET-kommissionens rapport.

"Hvis man skal være ondskabsfuld, kan man sige: Nu haster det jo ikke mere, for nu har vi fået en opstramning af Wamberg-udvalget," siger Ole Espersen.

Han forklarer, at en administrativ kontrol med PET i form af de offentliggjorte nye retningslinjer ikke er tilfredsstillende for Folketinget, som selv har været med til at nedsætte Wendler Pedersen-udvalget netop for at opnå et lovgrundlag for efterretningstjenesten.

"Så snart det drejer sig om noget, der kan kaldes indgreb i privatlivet som eksempelvis registrering, så skal indgrebet være fastsat i lovregler," siger Ole Espersen, som frygter, at de nye retningslinjer sænker presset på Wendler Pedersen-udvalget, så lovgrundlaget for PET bliver yderligere forsinket.

Strammer kontrol her og nu

Hos Dansk Privacy Netværk tolker Frederik Kortbæk den administrative stramning af PET-kontrollen som en form for overgangsregler, indtil en egentlig lov kan være klar med Wendler-Pedersen udvalgets betænkning.

"I stedet for at vente på en egentlig lov, så strammer man her og nu op på retsikkerheden administrativt. Jeg ser det her som et positivt tegn på, at der vil komme en lovregulering," siger Frederik Kortbæk.

PET hilser øget kontrol velkommen

Hos Politiets Efterretningstjeneste hilser chefen, Jakob Scharf, justitsministerens nye retningslinjer velkomne i en pressemeddelelse.

"Jeg er meget tilfreds med de nye retningslinjer, som er afbalancerede og indeholder forenklinger og præciseringer, der vil gøre behandlingen af personoplysninger i PET og kontrollen på dette område mere tidssvarende og effektiv.

Og PET-chefen udtrykker glæde over offentliggørelsen af retningslinjerne.

"Samtidig er jeg glad for, at retningslinjerne for første gang offentliggøres. Jeg håber, at det kan være med til at modvirke mytedannelse om PET's registreringer og sikre den fornødne tillid til kontrollen med PET," hedder det i pressemeddelelsen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere


Computerworld Cyber Briefing

Én gang om måneden leverer Computerworld Event et 30 minutters Cyber Briefing, hvor du får overblik over de mest aktuelle angreb, største trusler og tendenser samt giver dig gode råd, der kan implementeres direkte i din it-sikkerhedsafdeling.

03. februar 2025 | Læs mere