Indhold
Det er sin sag at gøre plastik magnetisk, men nu er det rent faktisk lykkedes forskere fra universitetet i Durham i England at fremstille polymerer, der er magnetiske ved stuetemperatur. Det skriver New Scientist.
Det er forskernes håb, at de nye materialer kan finde anvendelse i forbindelse med magnetisk datalagring. Hvis den magnetiske overflade på pladerne i harddiske kan udgøres af plastik, kan det muligvis give større datatæthed og dermed harddiske med mere plads.
For tre år siden skabte amerikanske forskere de allerførste magnetiske plastikmaterialer, men dengang krævede det temperaturer tæt på det absolutte nulpunkt at få polymererne gjort magnetiske.
Normalt er magnetisme en følge af, at elektronernes spin peger i samme retning, men i polymererne er det elektrisk ladede frie radikaler, der er ophav til de magnetiske egenskaber.
Plastikmaterialernes magnetisme er svag i forhold til magnetisme i metalbaserede magneter, men forskerne er overbeviste om, at magneterne med tiden kan gøres stærkere.