Folk- og rocksangerlegenden Bob Dylan ligger i forhandlinger med en producent af GPS-enheder, der gerne vil bruge Dylans rustne stemmepragt som guide.
Det skriver ComputerSweden, der citerer den engelske avis The Guadian for en Dylan-udtalelse i et radioprogram fra BBC, hvor Bob Dylan angiveligt bekræfter sin interesse i at vokalisere vejruter.
"Jeg tror, det kunne være sjovt, hvis du havde brug for en vejbeskrivelse, og hørte min stemme sige sådan noget som: Drej til venstre næste gang, nej til højre. Ved du hvad? Fortsæt du bare lige ud," siger Dylan i radioprogrammet.
Protestsanger-ikonet peger dog selv på en mulig svaghed i sine rutebeskrivelser.
"Uanset hvilken vej, jeg tager, ender jeg altid det samme sted: Lonely Avenue."