Computerworld News Service: I et forsøg på at imødegå Microsofts voksende dominans på netbook-markedet, sender Intel en betaversion af et Linux-styresystem på gaden, som er særligt udviklet lavprisbærbare og mobile enheder.
Det nye system hedder Moblin 2.0 og er en nedbarberet distribution af Linux, der er særligt optimeret til de mindre skærme på netbooks og de såkaldte "mobile internet devices" eller MID'er.
Intel har finjusteret Moblin til netbooks baseret på Atom-chips og har givet systemet en simpel brugergrænseflade samt forskellige strømbesparende funktioner.
De fleste netbooks sælges i dag med Intels Atom-processor, men kører Windows XP, som Microsoft har stor succes med at sælge til til de små bærbare.
Intel vil forsøge at sikre, at al teknologi, der bruges sammen med Atom, er optimeret til de små størrelser og et lille strømforbrug, lyder det fra Doug Fisher, Intel-chef for software og services.
Ny brugergrænseflade
Intel har bidraget med en ny brugergrænseflade til betaen, som er optimeret til de mindre skærme af de Atom-baserede netbooks og MID'er.
Den ny brugergrænseflade samler sociale netværk under en enkelt grænseflade, hvilket vil gøre det simplere at interagere med vennerne, lyder det fra Doug Fisher. Moblin indeholder også funktioner, der udnytter Atoms dvaletilstand til at forlænge batterilevetiden.
Lige før Windows 7
Betaudgivelsen kommer lige før Microsofts planlagte udgivelse af Windows 7, som også vil komme i en udgave, der er optimeret til netbooks. Fisher fastslår dog, at Moblin ikke er designet til at konkurrere mod Windows.
"Styresystemerne tilbyder unikke brugeroplevelser, og de kan ikke sammenlignes. Det kommer jo an på den brugeroplevelse, som pc-producenterne ønsker at skabe med deres netbook," siger han.
Moblin bliver designet som en tynd version af Linux og kan starte op inden for fem sekunder, forklarer Doug Fisher.
Det er langt hurtigere end Windows XP, som er et fuldt funktionelt styresystem, der i visse tilfælde kan tage op til et minut om at starte op.
Intel synes dog at anerkende Windows som det dominerende styresystem. Selskabet medgiver i hvert fald, at Windows XP's popularitet kan smitte af på Windows 7.
Windows 7 er et godt valg
"Windows 7 er et godt valg, og vores kunder vil også bruge dette styresystem," siger Noury Al-Khaledy, som er general manager for netbooks og nettops hos Intel.
Udviklingen af Moblin-styresystemet blev påbegyndt af Intel i 2007 og blev i sidste måned overgivet til Linux Foundation, selv om Intel fortsat bidrager til projektet.
Betaversionen af Moblin kan hentes på styresystemets website.
Der findes adskillige styresystemer, der er designet til netbooks heriblandt GoodOS' gOS3 Gadgets og Canonicals Ubuntu Netbook Remix, som blev lanceret i sidste måned. Netbook Remix er bygget på en Ubuntu 9.04 Linux-kerne, som er bedst kendt under kodenavnet Jaunty Jackalope. Netbook Remix har indbygget applikationerne i en simpel et-kliks-grænseflade og bruger færre ressourcer for at øge batterilevetiden.
Dette styresystem har fået positive anmeldelser fra Linux-entusiaster.
Oversat af Thomas Bøndergaard