Vi er frivilligt ved at blotte os selv totalt på nettet. Vores brug af sociale tjenester som Facebook, Arto og Twitter truer den privatlivsopfattelse, som det har taget menneskeheden 80.000 års kulturudvikling at opbygge.
Det frygter Lene Andersen, fremtidsforfatter og selvudråbt filosof, som mandag talte på konferencen Pyt med Privatlivet hos Teknologisk Institut.
Hun forklarer, at individets privatliv, altså vores opfattelse af retten til egen krop og retten til at beslutte, hvornår andre folk må se, at vi ikke har styr på vores krop, har meget dybe kulturelle rødder.
"Hvis vi er syge, kaster vi normalt ikke op i fuld offentlighed. Men har vi drukket så meget, at jeg-følelsen er opløst i alkoholiske tåger, står vi gladelig inde på Rådhuspladsen og pynter en skraldespand," siger Lene Andersen.
Og det er netop det samme, som sker på Facebook, Arto og resten af internettet, hvor vi deler informationer med vildt fremmede, forklarer hun. Men her er vi hverken syge eller berusede.
Hun forklarer, at vores kultur bygger på, at vi har fri vilje over vores krop, og at vi bliver stillet til ansvar for at have denne fri vilje over vores krop. I de øjeblikke, hvor dette ikke kan lade sig gøre, bliver vi enten betragtet som ramt af psykisk eller fysisk sygdom, forklarer hun.
Hun ser vores manglende beskyttelse af eget privatliv som en dekomposition af hele kulturgrundlaget for individ-opfattelsen.
"Det er simpelthen ved at gå i opløsning. I virkeligheden er vi ved at gå tilbage til det gamle jæger-samler samfund," siger Lene Andersen
Denne samfundsform, som var dominerende indtil for 5.000-10.000 år siden bestod af grupper på mellem 50 og 200 mennesker, som intet privatliv havde. Man blev født ind i flokken, som vidste alt om alle, og den eneste mulighed for at slippe bort var døden eller at blive giftet bort til nabostammen.
Hør hele interviewet med Lene Andersen her
Normskred eller selvdestruerende data
Ifølge Lene Andersen er det mindste problem ved vores pludseligt ændrede adfærd overfor privatlivet ikke så meget, at kommende arbejdsgivere kan finde ungdomsbilleder af ansatte i pinlige situationer.
For selvom det ikke er smart, at en konkurrent kan finde pinlige billeder af virksomhedens chef, ved de fleste firmer godt, at en 35-årig godt kan ansættes, er blevet klogere i mellemtiden, og at de fleste har lavet noget dumt, forklarer hun.
"Der, hvor skredet virkelig kommer, er hvis denne information bliver lagret og misbrugt," forklarer hun.
Lene Andersen fortæller, at selvom hun ikke har lavet nævneværdige ulykker, er hun er lykkelig over, at hun var 17 år i en tid, da kameramobilen ikke fandtes.
"Alle de dumheder, jeg har lavet, findes ikke digitalt. Det, synes jeg, er en tryghed, og den tryghed vokser de næste generationer ikke op med," siger hun.
Delingen af information på nettet vil flytte grænserne for acceptabel adfærd endnu mere og skabe en helt anden form for social- og selvkontrol. Allerede nu findes der mennesker, specielt unge, som har det fysisk dårligt, fordi de har kvajet sig til en fest og er havnet splitternøgne på nettet, fortæller hun.
"Vi skal opdrage børn og voksne til at vide, at firmajulefrokosten ikke er, hvad den har været," siger Lene Andersen.
Løsningen er at tage sig selv mere seriøst og overveje, hvordan man ønsker at andre mennesker skal opfatte en selv. Det bliver nødvendigt at vælge, hvem man vil have med til fest, og hvem man har tillid til. Hun mener, at man selv må stå til ansvar for at lade være med at lægge billeder ud på nettet af sig selv.
Men myndighederne kan også regulere i forhold til, hvordan og hvor længe ting bliver lagret, forklarer hun, og eksemplificerer:
"Man kunne forestille sig, at hjemmesider kun må have indhold liggende et halvt eller to år, hvorefter det skulle selvdestruere. Der er masser af muligheder for at sige, at ting behøver ikke at være der i al evighed," siger Lene Andersen.