"Jeg er født og opvokset i Albertslund, og der siger vi bare: 'Det er fedt!'. Og det er det også," kommer det grinende fra David Hald.
Han er administrerende direktør i opstartvirksomheden SMS Passcode, der netop er blevet udvalgt til den prestigefyldte Red Herring-pris, der er teknologibranchens svar på en Oscar og gives til de 100 mest lovende stjerner på it-himlen hvert år.
Selv er David Hald ikke i tvivl om, hvorfor lige netop hans virksomhed er blevet udvalgt til at figurere på den anerkendte liste.
"Jeg tror, Red Herring synes, vi er interessante, fordi vi er meget aktuelle. Den trussel, vi beskytter verden imod, identitetstyveri, er blevet større og større," siger han.
Sikkerhed over mobiltelefonen
Han hentyder til det produkt, SMS Passcode laver. En avanceret sikkerhedslås til sikring af for eksempel hjemmearbejdspladsers opkobling, hvor brugeren får tilsendt en unik sikkerhedskode til sin mobil.
"Vi har revolutioneret måden at sikre sig på. Truslen har ændret karakter i en grad der gør, at traditionelle metoder ikke længere virker. Sikringer som tokens er kommet under voldsomt pres. Vi har lavet en ny type lås, som er smartere og sikrere," siger han.
Direktøren tilføjer, at det med løsningen ikke er muligt at fiske - også kaldet phishe - de vitale oplysninger fra brugeren.
"Du kan ikke succesfuldt phishe vores kode. Koden eksisterer aldrig som fænomen, før brugernavn og password er valideret til at være korrekt. I vores løsning taster du brugernavn og password ind. Så tjekker vi, om det er korrekt, og først når det er gjort, genererer vi en unik kode, der kun kan bruges til det ene login-forsøg, til din mobiltelefon."
"Det går pissegodt," - men ingen tal
Siden SMS Passcode gik i luften i 2005, er det da også gået stærkt for den 15-mand store virksomhed med hovedsæde i Brøndby.
David Hald fortæller, at firmaets sikkerhedsløsninger er ude i en fjerdedel af landets kommuner.
"Vi er med i den ypperste liga med over 400 procent vækst i SMS Passcode sidste år. Og vi snakker ikke småpenge, det er millioner af kroner. Vi har været heldige, at det hele har linet op til, at vi har oplevet en rigtig god vækst," siger han.
Ingen tal på bordet, men...
Firmaet vil imidlertid ikke ud med, hvor mange penge, det tjener.
"Vi oplyser ikke omsætningstal af konkurrencemæssige årsager, men jeg kan fortælle, at vores kanalpartnere i Danmark har sagt, at vi har solgt mere end resten af vores token-konkurrenter af nye løsningerne i de sidste kvartaler. Igen er det millioner vi taler om," siger marketingdirektør Lars Barthold Nielsen.
David Hald holder sig imidlertid ikke tilbage, når han skal beskrive firmaets drift.
"Superforsimplet, som man ville sige i Albertslund, så går det sgu' godt. Vi skovler penge ind. Her i Danmark må man jo ikke sige sådan noget, men det går os bare godt. Vi kan ikke øjne nogen nød lige foreløbigt," siger David Hald.
Hård kamp for anerkendelse
Før det kom så vidt, erkender David Hald, at det har været op ad bakke. Det er ikke altid lige let at være nystartet i et hårdt marked.
"Vi har længe skulle battle de store spillere i markedet, som har gjort deres for at ditche en lille dansk innovativ virksomhed. Vi har længe kæmpet med RSA og Secure Computing, men vi vinder hver gang. Og det gør vi på teknologien, fordi vi kan påvise, at vi er smartere på en lang række områder," lyder det fra David Hald.
"Hvor svært kan det være?"
Men succesen kom ikke uden sved på panden, og i processen blev det unge firma klogere på den udfordring, der lå foran dem.
"Det går op for os, at de andre producenter ikke har lavet noget, så går vi gang under parolen: 'Hvor svært kan det være.' Vi har altid lavet sådan noget supermystisk matematik, så vi tænkte. 'Hvor svært kan det være.' Her fem et halvt år senere, der ved vi godt, hvorfor andre firmaer ikke evnede at lave det. Det er svært!," siger David Hald.
Direktør: Vi har The Dream Team
Og netop den udfordring var guf for iværksætterne, der næsten alle har en akademisk-matematisk baggrund.
"Vi har The Dream Team. Når man har læst matematik og kommer fra Albertslund, så handler det om en ydmyghed over for opgaven, som jeg tror er nøglen til at lykkes. Hvis man bilder sig selv ind, at man kan det hele selv, så er man dømt til at fejle," siger han og fortsætter.
"Jeg har været i den her industri i hele mit liv, og meget af det, der driver sådan en type som mig, er faktisk ikke så meget det lukrative i det. Det er selvfølgelig også fedt, men når alt kommer til alt, handler det om, at det er en faglig udfordring, man løser. Den matematiske, gordiske knude, du forsøger at løse. Når det så bliver anerkendt af Red Herring, så er det superfedt," siger han
Livet som popstjerne
Og netop Red Herring-prisen har da også affødt reaktioner i miljøet, fortæller David Hald. Det er noget, der bliver lagt mærke til.
"Det er de mest interessante mennesker, der henvender sig til os, når de hører, vi har vundet den pris," som han siger.
Derfor har han interviewet igennem også svært ved at skjule sin glæde over at have modtaget prisen.
Direktøren, der blev popstjerne
David Hald taler lige ud af posen, når snakken falder på Red Herring-prisen.
"Jeg tror, jeg har haft det lidt på samme måde, som da Aqua lavede Barbie Girl. Det har været en lang rejse. Det har taget flere år at nå hertil. Det med lige pludselig at få sådan en international anerkendelse gør, at jeg laver interviews og rejser verden rundt," siger han.
"Der var store jubelscener. Det er et super blåstempel. Jeg har ikke forberedt den store Oscar-tale, men jeg synes, det er super fedt," siger han.
Drømme om verdendominans
Ambitionerne i Brøndby-virksomheden er da heller ikke blevet mindre, efter den dag i april, da teknologi-branchens spotlight ramte dem midt i panden.
Firmaets marketingdirektør, Lars Barthold Nielsen, der har en fortid som vice president for marketing hos amerikanske Citrix i Fort Lauderdale, tøver ikke med at fremlægge de ambitiøse planer.
"Vi tænker globalt. Selvom nogle måske ville sige, vi burde cementere vores position i Norden mere, så er vi i fuld gang i hele Europa og andre steder i verden. Vi har en helt klar plan for, hvordan vi vil opnå verdensdominans inden for de næste to til tre år. Man har et vindue, og det vindue er kort," siger Lars Barthold Nielsen.
"Vi har en hamburger i munden"
Den aktuelle finanskrise har da heller ikke skruet ned for forventingerne til firmaets salg, forklarer David Hald.
"Vores CFO (finansdirektør, red.) skrev en mail den anden dag, hvor han skrev: 'David, selv med den største kikkert kan jeg ikke finde finanskrisen'", siger David Hald.
Han er dog opmærksom på, at andre har det hårdt i markedet og det kan ende med også at ramme SMS Passcode.
"Vi går alle sammen og kniber os selv i armen, når vi ser på tallene, og tænker 'Gad vide, hvor længe det bliver ved.' Så vi er ultra-opmærksomme på, hvad det kan betyde for os, men vi ser vores aktivitetsniveau stige," siger han.
"Vi ser finanskrisen, fordi alle ligger og dør omkring os, men for vores egen del har vi stadig en hamburger i munden," siger han.
Børsen - måske, måske ikke
På trods af de positive toner fra direktøren ligger en børsnotering ikke lige i kortene, fortæller han.
"Hvis det med at gå på børsen eller hive venturekapital ind kan skabe en legeplads til at skabe endnu smartere løsninger og få endnu større succes, så er det det, vi gør. Hvis jeg ikke er garanteret det, så vil vi hellere være frie. Der har været ventureselskaber og banke på vores dør for at få en bid af lotterisedlen," siger han.
"Men jeg kunne godt se mig selv sige 'Vi er børsnoterede,' det ville bare klinge godt," siger SMS Passcode-direktøren grinende.
Kun tiden kan vise, om smilet stivner eller om Brøndby-drengene kan grine hele vejen til banken.