Computerviews: Rapporter fra det magtfulde Finansministerium er ikke til at spøge med.
Alle embedsmænd ved, at selv få sider fra ministeriets rapporter kan hugge hovedet af folk, halvere budgetter og flytte arbejdsopgaver.
Forleden kunne Computerworld afsløre, at Finansministeriet og Danske Regioner har fået lavet en rapport fra Deloitte, der ser på, hvor effektive de forskellige regioner er.
Det er næppe en rapport, som regionernes socialdemokratiske formand, Bent Hansen, har arbejdet hårdt for at få frem.
Det er nemlig for regionerne en farlig rapport, der klæder både daværende finansminister Lars Løkke Ramussen (V) og efterfølgeren Claus Hjort Frederiksen ualmindeligt godt på til de kommende forhandlinger med regionerne om økonomien.
Store it-besparelser
Rapporten viser, at der kan findes årlige it-effektiviseringer i regionerne for 210 millioner kroner.
Med den i hånden kan finansministeren svinge Bent Hansen en syngende lussing under forhandlingerne, når han hiver rapporten frem.
Men Bent Hansen har ikke tænkt sig at vende den anden kind til.
Noget tyder på, at han har sendt sine soldater i byen med benhård kritik af beregningerne i rapporten.
"Hvis man i Finansministeriet mener, at billigst er bedst, kan man jo spørge, om det er så også gælder, når ministeren skal vælge ministerbil," sagde it-direktør Jan Kold fra Region Hovedstaden.
Hvor skal vi lande, Hjort?
Selvom Lars Løkke Rasmussen pakkede budskabet lidt uheldigt ind i en "produktivitetsrapport", så er selv Bent Hansens it-direktører enige i, at konsolidering og moderate stordriftsfordele, der er realiserbare, er vejen frem.
Omvendt mener hverken Lars Løkke Rasmussen eller den nye finansminister, Claus Hjort Frederiksen, næppe, at økonomien skal overtrumfe, at it fungerer ude på landets hospitaler.
Så spørgsmålet er, hvem der vinder magtkampen.
Hverken Claus Hjort Frederiksen eller regionerne har sikkert tænkt sig at smide boksehandskerne.
Så man kan kun håbe, at løsningen både sparer skattekroner i effektiviseringer og samtidig giver bedre service til borgerne - for det er vel netop det, it kan.
Lad os håbe, at man både får scoret effektiviseringer ved at se på de billigste løsninger, men samtidig husker, at digitaliseringer i sig selv kan give et gevaldigt kvalitets- og velfærdsløft i form af bedre service til borgerne.