Artikel top billede

(Foto: Torben Klint)

Sådan blev bogen "Fupfabrikken" til

"Fupfabrikken" er den første bog i en lang række om Stein Bagger og IT Factory-sagen, som i den kommende tid vil se dagens lys. Kristian Hansen fortæller her, hvordan han har oplevet sagen.

Bogen "Fupfabrikken", i hvilken Computerworld-journalist Kristian Hansen ser tilbage på hele Stein Bagger- og IT Factory-skandalen, udkommer i dag som både paperback og e-bog.

I bogen reflekterer Kristian Hansen som en af de journalister, der allerede var godt i gang med historien, da tingene virkelig tog fart, over hele oplevelsen.

Hvad vil du gerne fortælle med bogen?

"Jeg vil gerne fortælle min historie, hvordan jeg har oplevet hele sagen. Både som journalist og redaktør på det nu famøse Top 100-magasin, hvor vi jo må erkende, at der blev begået fejl, og så alt det der skete før og efter, IT Factory gik konkurs.

Altså før, under og efter, set med mine øjne."

Er der ikke skrevet nok om Stein Bagger og IT Factory?

"Der er skrevet rigtig meget om det her emne, ingen tvivl om det.

Men jeg tror, der er interesse for at få hele historien sat sammen og skabt et overblik. Der er kommet utroligt mange forskellige brudstykker frem i mange forskellige medier, men man mangler måske lidt af se det hele i en sammenhæng."

Hvordan har det været at arbejde med historien?

"Det har været en helt vanvittig rutschetur. Jan Horsager (Computerworlds ansvarhavende chefredaktør, red.) kaldte vores interview med Stein Bagger, hvor vi sammen med Dorte Toft mødte ham og Erik Ove, for det mærkeligste interview, han havde oplevet i sine 15 år som journalist.

Det kan jeg godt tilslutte mig. Det er uden tvivl det mest bizarre interview, jeg har oplevet i min karriere.

Jeg tænker ikke nødvendigvis kun på selve afsløringen, men også det at være midt i en skandale, hvor man startede med at spørge sig selv "hvad kan det være, der er galt her" til at se det hele kollapse. Det har været en lang rutschetur.

Dorte og jeg kunne ikke skrive, at der foregik bedrageri, før 1. december, da IT Factory blev erklæret konkurs. Vi havde simpelthen ikke dokumentation for det, men mavefornemmelsen var helt klart, at der foregik nogle ting her. Ikke mindst på grund af læsernes store interesse, og deres hjælp i sagen.

Men det kom bag på mig, hvor mange skeletter, der i virkeligheden var i skabet."

Hvordan har du det nu med Top 100, hvor IT Factory blev udnævnt til Danmarks bedste it-virksomhed?

"Det har været en følelsesmæssig op- og nedtur. Man kan lære meget af det, der skete med Top 100. Jeg må jo indrømme, at jeg får en klump i maven, hver gang jeg ser det magasin med Stein Bagger, der står og smiler på forsiden.

Der skete fejl, og dem må man så lære af.

Samtidig mener jeg også, at vi fik lavet nogle ridser i lakken, før den helt store skandale foldede sig ud. Og så gik det stærkt. Man blev helt svimmel med alle de historier og spor, der pludselig væltede frem.

Men i bagklogskabens klare lys er der behov for eftertanke som redaktør for Top 100-magasinet."

Hvad står stærkest i din erindring fra afdækningen af sagen?

"Jeg tror, det må være Stein Baggers mange løgne. Det er utroligt at sidde og høre lydklippene fra vores interview med ham, hvor han siger, at "det er ubehageligt at blive kaldt en platugle, fusker og bedrager."

At høre det interview, hvor vi sidder tre journalister overfor ham, og den meget mærkelige måde det skete på. Jeg har aldrig før set en direktør fremlægge sin straffeattest, og så det med, at der sad skuespillere klar i kulissen. Det var godt nok lidt specielt."

Hvordan tror du, at din bog afviger fra de andre bøger, der kommer?

Min historie er en fortælling fra kulissen. Men jeg glæder mig da til at læse både Stein Baggers egen version og Dorte Tofts bog. Der er helt sikkert rigtig meget spændende tilbage at fortælle, og det bliver interessant at se andres udlægning af sagen.

Man skal huske på, at der kun er sigtet to personer efter alt, hvad der er sket. Stein Bagger, som jo har erkendt, at der er foregået svindel, og så Mikael Ljungman.

Men det må være op til folk selv at drage konklusioner. Jeg har skrevet en afsluttet fortælling om hele IT Factory-skandalen."

Hvorfor har du valgt at udgive både med en almindelig papirbog og en e-bog?

"Da jeg startede med at skrive på sammenfatningen af hele den her historie i december, var det egentlig ikke med henblik på en bog eller noget konkret. Jeg ville bare gerne skrive sammenhængen ud, om ikke andet så for mit eget overblik.

Senere var det så meningen, at det skulle blive en e-bog, fordi det gav muligheden for at opdatere med nye kapitler og informationer. Det virkede som en god idé, når nu der blev ved med at komme nye fakta op til overfladen.

Og så virkede det som en god idé at udnytte teknologien som et supplement og gøre lydfiler fra interviews og lignende tilgængelig for læserne på hjemmesiden.

Men da Mikael Ljungman så blev sigtet, så begyndte det at ligne en mere afsluttet historie, og derfor valgte vi at lave en trykt udgave, der beskriver forløbet."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere