Artikel top billede

Sådan fuppede Stein Bagger sin bestyrelse

Med charme, selvtillid og lækre regnskaber kunne Stein Bagger tryllebinde sine bestyrelsesmedlemmer. Da bestyrelsen undersøgte de usynlige kunder, brugte Stein Bagger IBM som skjold.

Siden IT Factory-direktør og bestyrelsesmedlem Stein Baggers trådte ind i Danmarkshistorien med sit exit i Dubai, er IT Factory-bestyrelsen blevet klandret for ikke at være opgaven voksen.

Tre vise mænd sad i fem et halvt år rundt om et bestyrelsesbord hos IT Factory og kunne næsten ikke holde armene og mundvigene nede, når de kiggede på regnskabstallene, der blev federe og større for hver måned.

Udover Stein Bagger og bestyrelsesformand Asger Jensby sad den 65-årige Henning Børgesen, der har bestridt direktør-poster hos TDC og IBM og desuden har mange års erfaring fra en lang række bestyrelsesposter.

Henning Børgesen afviser, at IT Factory-bestyrelsen ud fra dens viden har handlet uansvarligt eller bestod af for få medlemmer, der ikke stillede nok kritiske spørgsmål til IT Factory-regnskaberne og de usynlige kunder.

"Vi har én gang for nogle år siden drøftet, om vi skulle udvide bestyrelsen. Men det var dengang et relativt lille firma, og det hele gik jo egentlig meget godt," siger Henning Børgesen.

"Jeg har hørt en professor forklare, at vi burde have haft en ekstra-funktion i bestyrelsen, der holdt øje med revisionen. Det er et nyttigt forslag, men det ville jo efter min mening se fuldstændig tosset ud, hvis en virksomhed med under 50 ansatte i Danmark ville ansætte to personer til at følge op på top-kvalificerede revisorer," forklarer Henning Børgesen.

Bad om kundelister

Ifølge Henning Børgesen har bestyrelsen ofte bedt Stein Bagger om kundelister.

"I stedet fik vi - hvad vi i dag ved - en sang fra de varme lande om, at det drejede sig om salg af IBM-udstyr til kunder i eksempelvis Hong Kong, og at IBM var kisteglade for den ordre," siger Henning Børgesen, der understreger, at mistanken om noget fordækt faldt til jorden med det samme, når regningerne blev betalt til tiden.

Han erkender samtidigt, at han aldrig for alvor har gået Stein Bagger på klingen med kundeporteføljen.

Udenlandske aktører på spil i IT Factory-svindel

"Når en direktør kommer med et positivt resultat i 67 måneder med én enkelt afvigelse, og revisionen samtidigt siger, at det hele hænger uangribeligt sammen, så afviser man ikke den administrerende direktør på grund af manglende detaljer om kunderne," sukker Henning Børgesen.

"Men i restrospekt indser jeg nu, at det gamle mundheld med "tillid er godt, men kontrol er bedre" i en situation som denne burde udvides med "men razzia er bedst," fasttømrer han.

Faldt for charmen

Stein Baggers stærkeste våben i kampen mod de to ældre bestyrelsesmedlemmer var hans meget omtalte charme.

"Jeg lader mig normalt ikke fange af mænds charme, men Stein Bagger er godt nok dygtig. Samtidigt har jeg personligt fået at vide af ledende medarbejdere i mit IBM-netværk, at IBM var utroligt glade for at have IT Factory som business partner, hvilket jo gør et godt indtryk" forklarer Henning Børgesen.

Den charme har Stein Bagger åbenbart brugt som døråbner alle steder.

"Stein Bagger har åbenbart været snu nok til at dække sig ind under et godt image alle steder, og det virker besnærende," siger det nu tidligere IT Factory-bestyrelsesmedlem.

Udenlandske aktører på spil

Henning Børgesen tror, at nogle af de mange millioner kroner, der er blevet svindlet med hos IT Factory, er havnet i udenlandske lommer.

"Jeg er 100 procent overbevist om, at det kun er Stein Bagger, der har opereret i Danmark. Men samtidigt er jeg også overbevist om, at der er udenlandske aktører på spil. Ellers kan jeg simpelthen ikke forstå, hvordan svindlen er gået til," forklarer Henning Børgesen.

Han vil ikke afvise, at der kan være tale om de to svenskere Carl Freer og Mikael P. Ljungman, der både havde et indgående samarbejde med Stein Bagger og begge tidligere er bedrageri-dømte.

Kan ske igen

I Danmark er hele affæren med Stein Bagger og de forsvundne millioner uden sidestykke, men det kan ifølge Henning Børgesen sagtens ske igen.

"Lige meget hvilke systemer, man bygger, vil kyniske og intelligente personer altid kunne bryde dem. Og sådan har det jo altid været," siger han.

Med IT Factory-sagen som et sort, sidste kapitel er Henning Børgesen klar til at trække sig ud af dansk erhvervsliv efter blandt andet 26 år hos IBM og fem år hos TDC.

"Jeg har en bestyrelsespost tilbage, og nu vil jeg have lidt mere fornøjelse ud af tilværelsen," afslutter Henning Børgesen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere