Artikel top billede

Foto: Torben Klint (Foto: Torben Klint)

Advarslerne blinkede mørkerødt i IT Factory

Bestyrelsen i IT Factory overså en lang række faresignaler og levede ikke op til sit ansvar i den nu konkursramte og færdige danske it-virksomhed, mener Århus-professor.

Pudsigt nok er advarselslamper utroligt nemme at få øje på i det historiske bakspejl.

Efter IT Factory-konkursen står analytikere nærmest i kø for at fremhæve, at advarselslamperne blinkede mørkerødt allerede inden, it-fabrikken sprang i tusinde stykker med direktør Stein Baggers dramatiske exit i Dubai og fundet af falske fakturaer i et lejet kontorlokale i Gentofte.

Professor Claus Holm fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet peger på, at bestyrelsen med Asger Jensby i spidsen skulle have bremset sagen meget tidligere.

Han fremhæver især Stein Baggers dobbeltrolle som både direktør og bestyrelsesmedlem som en meget farlig cocktail, der aldrig burde have været blandet.

"Bestyrelsen i IT Factory har simpelthen ikke været sin opgave voksen, fordi enmands-direktionen bestående af Stein Bagger har blandet sig i bestyrelsens beslutninger. Der bør naturligvis være en bredere bestyrelse, der kan fungere som kritisk kontrolinstans til direktionens beslutninger," lyder det fra Claus Holm.

Udover Asger Jensby og Stein Bagger var det kun Henning Børgesen, der sad med i IT Factory-bestyrelsen.

Fire blinkende lamper

Claus Holm peger på fire årsager til, at IT Factory-sagen burde have været stoppet i bestyrelseslokalet.

"En meget kraftig vækst, en karismatisk leder uden kundecases, interne kontrolsystemer ude af trit med firmaets størrelse og et kæmpe tilgodehavende på firmaets seneste regnskab burde have fået bestyrelse og investorer og til at råbe vagt i gevær," fastslår Claus Holm.

Århus-professoren fremhæver, at IT Factorys seneste regnskab viste et tilgodehavende på næsten 50 procent af den samlede balance.

Væksten i tilgodehavender har været væsentlig større end væksten i balancen, hvilket ifølge Claus Holm er yderst mærkværdigt

"Med en forestående finanskrise burde nogen nok have spurgt, hvordan selskabets kunder skulle være i stand til at betale de store tilgodehavender," påpeger Claus Holm.

Hvor kom overskuddet fra?

Udover Århus-professoren har erhvervsjournalist og forfatter til bogen Skandalen om Nordisk Fjer, Morten W. Langer påpeget over for TV2 News, at der var flere katastrofelamper, der blinkede.

Hvor var kunderne? Hvor kom det store overskud fra? Spørger han retorisk, mens han påpeger, at IT Factorys forretning ikke var blevet undersøgt tilstrækkeligt af hverken leasingselskaber og storleverandøren IBM.

Endelig langer Morten W. Langer ud efter pressen, der på nær få nyhedsmedier ikke har finkæmmet IT Factory og selskabets forretning i tilstrækkelig grad.

Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra bestyrelsesformand Asger Jensby fra IT Factory.

Computerworld ville ellers gerne have spurgt ham, om hvorvidt bestyrelsen havde stillet kritiske spørgsmål til Stein Bagger om regnskabet.

Om bestyrelsen havde en plan for, hvordan firmaets tilgodehavende på godt 60 millioner kroner skulle inddrives midt i en finanskrise.

Om bestyrelsen havde efterlyst kundecases.

Om hvorfor bestyrelsen ikke havde indsat controllere i regnskabsafdelingen, så snart virksomheden havde vokset sig stor og tilsyneladende stærk.

Og ikke mindst, hvorfor Asger Jensby som bestyrelsesformand havde tilladt Stein Bagger en plads i bestyrelsen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere