Artikel top billede

En funktion, der adskiller ONE fra de øvrige konkurrenter i segmentet er, at tastaturet kan afmonteres, hvilket forvandler maskinen til en tablet-pc. (Foto: Elonex)

Nu kan du få en Linux-bærbar til under en tusse

En ny subnotebook til lavpris er ved at se dagens lys, og denne gang er prisen presset ned under 1.000 kroner. Det får dog næppe den store betydning, for danskerne betaler gerne mere, siger to eksperter.

En ny laptop til 983 kroner. Det lyder som et af de tilbud, man kan finde i en spammail. Men det er den prisseddel, som det engelske firma Elonex angivelig vil sætte på deres kommende Linux-baserede subnotebook.

Den lille computer er blevet døbt ONE, og den skulle allerede være klar på butikshylderne i løbet af en måneds tid.

Endnu en gang ser det således ud til, at bunden bliver slået ud af notebook-markedet, skriver avisen The Times.

Tendensen siger lavere priser

Den bærbare fra Elonex er en del af den tendens, vi er inde i i øjeblikket, hvor de bærbare computere bliver billigere og billigere.

Elektronikgiganten Asus frigav deres Eee PC i Taiwan før jul, og den model forventes til Danmark i løbet af april. Her bliver prislappen omkring 2.500 kroner.

Et andet eksempel på de nedadgående priser kan findes hos den danske pc-producent Zepto, hvis billigste bærbare computer kan erhverves for lige under 3.000 kroner.

Discount-maskinerne, nu med ONE i spidsen, forventes dog ikke at revolutionere pc-markedet.

"Jeg tror ikke, disse maskiner vil tage markedet fra andre bærbare," siger analytiker Anders Elbak fra it-analysehuset IDC Nordic.

"Vi forventer ikke, der bliver tale om et kæmpe volume-marked, men markedet skal nok være der, og den kan da også være med til at presse priserne på bærbare en anelse," lyder hans vurdering af de billige, ultramobile pc'er.

Selektive kunder

Denne opfattelse deles af en repræsentant fra elektronikbranchen.

"Danskerne er meget selektive, når det gælder indkøb af maskineri, og de er villige til at betale for varen. Vi har flere billige modeller, som forbrugerne kan vælge mellem, men det er ikke dem, der sælger," har salgsdirektør i Fona, Kim Lauritsen tidligere udtalt til Computerworld.

"Det siger alle markedsstatistikker, og det falder godt i tråd med vores egne erfaringer, som siger, at danskerne betaler 6.000 kroner eller mere for en bærbar," oplyste han.

Det var den svenske pc-producent Medison, der for alvor tog hul på priskrigen sidste sommer, men firmaet har endnu ikke formået at levere de lovede maskiner.

Af med tastaturet

En funktion, der adskiller ONE fra Asus Eee PC og de øvrige konkurrenter i segmentet, er, at tastaturet kan afmonteres, hvilket gør ONE til en tablet-pc.

Brugermulighederne er dog begrænsede, da syv-tommer skærmen ikke er trykfølsom.

Personlige filer kan gemmes på maskinens én gigabyte hukommelse, og med indbygget Wi-Fi-teknologi gives brugeren adgang til netværket samt internet-forbindelsen. Maskinen er ikke forsynet med optisk drev.

Elonex har planlagt at sende en storebror på gaden. Den vil koste omkring 250 kroner mere, og vil være forsynet med dobbelt så meget hukommelse samt Bluetooth.

Den software, der bliver præinstalleret på maskinen, er open source. ONE forsynes blandt andet med styresystem, messenger, tekstbehandlings- og fotoredigeringsprogram samt medieafspiller.

Computeren fremvises ved en undervisningsmesse i Birmingham 28 februar.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere