I løbet af formiddagen i dag har mindst 10 medarbejdere i it-virksomheden Caslon IT fået en fyringsseddel.
Det bekræfter den århusianske byggematador Mogens De Linde, der ejer selskabet.
Mogens De Linde føler sig nødsaget til at reagere efter millionunderskud igennem flere år.
"Vi bliver nødt til at slanke os, når det er tvingende nødvendigt," siger han.
Han forklarer, at han forsøger at struktere virksomheden, så den er forsigtigt optimeret og dermed kan tjene penge.
"Vi må følge med tiden ligesom alle andre virksomheder. Det er jo ikke ukendt i computerbranchen," siger han.
Næste år håber byggematadoren at have et plus på bundlinjen hos Caslon IT.
Underskuddet var i 2006 på 12,8 millioner kroner.
Gammel svingdør
Tidligere har direktør-posten hos Caslon It været en svingdør.
I 2005, da den nuværende administrerende direktør Peder Falck blev ansat, tog selsakbet hul på den femte chef i chefstolen på tre år.
Også i 2005 meddelte bestyrelsesformand Ole Carlson, at han forventer cirka et rundt nul på bundlinjen ved afslutningen af 2005-regnskabsår og overskud i 2006.
Men det blev altså et underskud på 12,8 millioner kroner.
Kendt bestyrelse
Byggematadoren Mogens De Linde administrerer en ejendomsportefølje på mere end 125.000 etagemeter, der gør ham til en af Danmarks største af slagsen.
Ejendommene er primært beliggende i Århus, men selskabet råder også over 15.000 kvadratmeter på Holmen i København.
Ud over den kendte byggematador Mogens De Linde sidder også Bo Sejer Frandsen i Caslon ITs bestyrelse.
Bo Sejer Frandsen sidder også i videnskabsminister Helge Sanders IKT-råd og i hovedbestyrelsen hos IT-Branchen.
Caslon IT leverer blandt andet it-udstyr til den grafiske branche.