Folketingets partier forlanger mere koordination af sygehusenes sundheds-it. Flere af partierne ønsker fælles styring, efter en en række danskere er stået frem og har fortalt, hvordan it på sygehusene er forældet og medfører kommunikationsbrist og manglende medicinering
Hos Dansk Folkeparti er kritikken hård. Især EPJ-systemer, der fortsat ikke spiller sammen, får Dansk Folkeparti op i det røde felt.
"Det er helt skørt med den manglende koordinering. Derfor vil Dansk Folkeparti også af med regionerne," siger sundhedsordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.
Hun spår dog, at der vil gå nogle år, da man lige har lavet store ændringer under kommunalreformen.
PDAer på sygehusene
Hun peger på, at regeringen må gå ind og tage styring på området, og samtidig mener hun, at PDAere i højere grad skal indføres på sygehusene.
"Det har været en stor succes i hjemmeplejen," siger hun.
Hun forklarer, at personalet på den måde fortsat kan bruge deres tid ude blandt patienterne og ikke på kontoret foran skærmen.
"It skal integreres i selve arbejdet, så ser personalet det også mere som et aktiv frem for en byrde. Det er vigtigt," siger hun.
Hun vil dog ikke love yderligere midler til området.
"Det må regionerne prioritere," siger hun
R: Vi må finde penge
Hos Det Radikale Venstre er meldingen anderledes.
"Vi har gennem flere år presset på for at få mere koordination i forhold til udrulningen af den elektroniske patientjournal og har haft ministeren i samråd i flere omgange. Vi har efterlyst en mere central funktion til at koordinere så alt dette kunne undgås." siger digitaliseringsordfører Morten Helveg-Petersen fra de Radikale.
"EPJ bør være en del af kvalitetsreformen og kvalitetspuljen, for det kommer til at koste penge at rulle ud." siger han.
Kræver lederskab
Hos partiformanden hos Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt lyder også kritik af den manglende koordinering.
Den blev fremført under valgkampen for tre uger siden.
"Det er - efter min mening - helt grotesk, at vi har kæmpet i mere end 20 år for at få opbygget et system. Står det til mig, skal Christiansborg meget gerne give en hjælpende hånd til en velfungerende løsning" sagde hun dengang.
Og valget store vinder, partileder Villy Søvndal fra SF fortsætter i samme stil:
"Systemet med elektroniske patientjournaler kom for sent i gang og der har været for meget rod. Implementeringen af et sådant system må nødvendigvis centraliseres og det er en fejl, at det ikke er sket" siger han.
Også Ny Alliance efterlyste under valgkampen mere central styring.
Og utålmodigheden afspejles i partiformand Naser Khadrs kommentar.
"Der skal indføres en elektronisk patientjournal. Der skal være én journal for alle danskere. Og den skal indføres nu" sagde han.