Avis: Kommunal hjemmeside fyldt med personlige data
Gribskov Kommune har lagt en hel stribe personlige oplysninger om kommunes medarbejdere ud på kommunens hjemmeside, skriver Frederiksborg Amtavis. Eksempelvis er det muligt at finde referater af interne møder med personfølsomme oplysninger. Borgmester Jannich Petersen vil nu tage problemet op.
DSB åbner for net-forbindelser i togene
DSB vil i de næste tre måneder teste selskabets nye tog-net-opkoblinger på daglige afgange mellem København og Korsør. Det er planen, at man inden længe skal kunne gå på nettet i togene mellem København og Århus. Der er indtil videre angiveligt ingen planer om internet i toge i Vest- og Nordjylland.
Kapitalfond bliver medejer af Unwire
Den danske kapitalfond LD Equity køber sig til kontrollen over Unwire, der leverer mobilplatforme. Unwire håber, at den nye hovedejer kan føre til både øget kapital, men også indflydelsesrige personer til både ledelse og bestyrelse. Unwire har i dag omkring 70 medarbejdere i Danmark, Sverige, Norge og Ukraine. Selskabet har netop ansat Peter Bredgaard som ny administrerende direktør.
Danware ud med nyt underskud
Børsnoterede Danware kom ud af tredje kvartal med et underskud på 13,6 millioner kroner før skat. Det er en voldsom stigning i forhold til samme periode sidste år, hvor selskabet kom ud med et underskud på 3,9 millioner kroner. Samtidig er omsætningen faldet til 15,9 millioner kroner fra 19,1 millioner i samme periode sidste år.