ComputerViews: Efter folketingsvalget vil statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kaste alle sine ministerbolde i vejret og gribe flere af dem, så han om kort tid kan præsentere sin nye regering for offentligheden.
Regeringen har indtil valget bestået af en håndfuld yngre ministre samt en større håndfuld garvede og solide ministre, der har været med i regeringen, siden Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001.
Blandt dem er tidligere Herning-borgmester Helge Sander, hvis fremtid som minister nu - for tredje gang - skal vurderes af hans arbejdsgiver og chef, Anders Fogh Rasmussen.
Vil han blive udskiftet?
Når statsministeren nu en af dagene for alvor skal til at fordybe sig i fordelingen af ministerposter, er posten som videnskabsminister næppe den, der vil volde størst hovedbrud.
Helge Sander har siddet solidt på posten siden november 2001, da han overtog posten fra socialdemokraten Birte Weiss.
For en pragmatisk og strømlinet statsminister som Anders Fogh Rasmussen - som vælger sine offentlige kampområder med omhu - må det være rart at have en ukontroversiel, fredelig og driftsikker minister som Helge Sander som politisk leder for et område, hvis primære succeskriterium er, at der ikke er ballade i den store politiske arena.
Det giver nemlig ro på bagsmækken og dermed plads til at udkæmpe værdikampe og store sammenstød på andre slagmarker, som statsministeren opfatter som langt vigtigere for både Danmark og sikringen af sin magt end it-området.
Han sikrer roen
Netop Helge Sander er manden, der kan sikre denne ro.
Sander er kendt som en flink og redelig mand, der kan omgås alle, og som har fået rigget Videnskabsministeriet til som et velsmurt og velfungerende ministerium, der gør, hvad der skal til uden de store armbevægelser.
Med netop denne driftsikkerhed gør det måske ikke så meget, at han tidligere af Computerworlds læsere er blevet udråbt til at være det svageste led i regeringens it-top.
Bag kåringen ligger en general opfattelse af, at Sander ikke har noget politisk projekt. Eller også har han bare siddet så længe, at it-folket ikke længere kan se projektet. Værdidebatten kan med andre ord være svær at få øje på under den store og funklende motorhjelm.
Det understreges af, at kun en af de personer, der i Computerworld har luftet deres ønsker, hvis de selv blev statsminister for en dag, har nævnt
Helge Sander som en oplagt kandidat til sin egen post.
Det kører - men går det stærkt nok?
For it-branchen kan det være både godt og skidt at have en stabil og driftsikker minister uden de store armbevægelser.
Godt, fordi det sikrer stabilitet og rolig fremfærd og ro til at arbejde og tjene penge.
Men også skidt, fordi det understreger, at it-området fortsat af regeringen bliver regnet for noget mekanisk, en slags motor, der bare skal køre og fungere.
Og altså dermed ikke et politisk satsningsområde, hvor det kan betale sig at udkæmpe kampe af politisk og holdningsmæssig karakter, hvilket Computerworldspartilederrunde op til valget på mange måder har tydeliggjort.
Det bliver understreget af, at den stabile Helge Sander kun sjældent har været ude i større politiske kampe i sin tid som minister.
I den seneste tid har skatteminister Kristian Jensen og finansminister Thor Pedersen (begge V) imidlertid markeret sig som en form for værdipolitikere, når det handler om netop it.
Med hævet pande
Det skyldes ikke mindst, at Kristian Jensen tør gå ind i debatten med hævet pande og håret tilbage.
Han tør vove noget, han tør melde ud om klare politiske visioner, motiver og planer, mens Sanders motorrum ikke udgør det store udstillingsvindue. Det skal bare køre.
En undtagelse kan være, at Anders Fogh Rasmussen - som visse rygtesmede mener at vide at have hørt - pusler med planer om at flytte hele it-området over under det magtfulde Erhvervsministerium, der på alle måder er et af regeringens tungeste ministerier.
Det ville i givet fald skabe politisk tyngde, gøre it til et indsatsområde og måske endda være med til at trække den politiske it-debat ind i stuerne - og i hvert fald ud til en bredere skare, end det er tilfældet i dag.
I det nuværende politiske billede taler meget imidlertid for, at Helge Sander tager endnu en periode som driftsikkker og uhyre stabil minister på et område, der - måske netop derfor - fortsat vil blive regnet for politisk ufarligt, politisk ligegyldigt og et motorrum uden videre ideologisk betydning.
ComputerViews er en særlig analyseform, som Computerworld anvender. Læs mere om ideen bag ComputerViews her.