Det børsnoterede it-selskab Super Micro, som arbejder med AI-servere, er havnet i problemer efter usikkerhed om regnskaberne, og om hvornår disse ville blive afleveret.
Dette førte til, at revisionsfirmaet EY afbrød samarbejdet med Super Micro.
Nu er selskabet så begyndt at søge efter en ny finansdirektør. Det sker efter en anbefaling fra den interne komité, der har undersøgt hændelserne.
Det meddeler virksomheden.
Selskabets nuværende CFO, David Weigand, fortsætter indtil bestyrelsen har valgt en ny.
Selskabet meddeler samtidig, at komitéen ikke har fundet beviser for svindel.
Komitéen består af Super Micros bestyrelse, en ekstern rådgiver fra Cooley LLP og assistance fra revisionsfirmaet Secretariat Advisors, LLC.
Komitéen mener heller ikke, at EY’s fratrædelse som revisor og efterfølgende udmeldinger er baseret på fakta.
”Blandt sine resultater fastslog den uafhængige specialkomité, at fratrædelsen af selskabets tidligere registrerede offentlige revisionsfirma, Ernst & Young LLP ("EY") og de konklusioner, som EY anførte i sit fratrædelsesbrev, ikke blev understøttet af de fakta,” fremgår det af selskabets meddelelse.
Selskabet har også forfremmet Kenneth Cheung til Chief Accounting Officer. Han var før VP for finans og corporate control.
Selskabet forventer ingen ændringer i tidligere afleverede regnskaber.
Startede i sommer
Problemerne for Super Micro startede tidligere på året.
Forløbet startede i sommer, da researchfirmaet – og berømt aktieshorter - Hindenburg Research tilføjede Super Micro til Hindenburg-shortlisten.
Hindenburg Research, som satsede på, at Super Micro-aktien ville falde, påstod, at it-selskabet manipulerede med sine regnskaber, og at selskabet skulle lave lyssky handel med virksomheder, der var styret af topledelsens familiemedlemmer.
Disse påstande fik selskabet til at forsinke udgivelsen af sin årsrapport med henblik på et behov for at vurdere "interne kontroller over finansiel rapportering."
Det fik EY til at trække sig.
"Vi fratræder på grund af oplysninger, der for nylig er kommet til vores kendskab, og som har ført til, at vi ikke længere kan stole på ledelsens og revisionsudvalgets repræsentationer og ikke vil være villig til at blive tilknyttet det regnskab, der er udarbejdet af ledelsen," meddeler EY ifølge en fondsbørsmeddelelse fra Super Micro til den amerikanske børsmyndighed Securities and Exchange Commission (SEC).